Sport

Ingen spørger de danske atleter, hvordan de klarede sig ved dét OL

Det er i dag 50 år siden, at 11 israelere blev myrdet ved OL i München. Danske atleter fra dengang har stadig den stærke oplevelse inde under huden.

- Jeg havde besøg af nogle gamle løbevenner i morges, og da jeg fortalte, at jeg skulle snakke om det igen, kunne jeg godt mærke, at jeg blev ret påvirket af det. Selvom det er længe siden.

Tiden læger alle sår. Eller gør den?

For selvom 50 år er næsten 2 generationer væk, kan det stadig mærkes her i 2022. Det vibrerer i hukommelsen, når talen falder på den traumatiserende oplevelse, det var, da terroren og døden kastede sine lange, frygtindgydende skygger ind over det, der skulle have været en idrætsfest over dem alle.

OL i München. Die heiteren Spiele – de muntre lege. Men munterheden forsvandt som et fingerknips 5. september 1972, da den palæstinensiske terrororganisation Sorte September slog til midt i OL-byen i det pulserende idrætshjerte og vendte glæden, euforien og optimismen på hovedet. Og kastede skygger, der stadig kan blænde for lyset 50 år efter.

Det er sådan, Gert Kærlin føler det. Det var ham, der havde besøg af sine gamle løbevenner.

Dengang i 1972 var han 22 år og så frem til en unik OL-deltagelse i 5000 meter-distancen på modernistiske Olympiastadion med det svungne akryltag i Sydtyskland.

I dag er han 72 år og må indrømme, at han – da han begyndte at finde sine minder frem fra hukommelsen – havde fortrængt det meste. Pakket det langt væk i sindet. For at kunne se fremad og komme videre. Men vibrationerne er der stadig.

- Jeg har lagt det ret meget bag mig. Det var en ret traumatisk oplevelse. Når folk hører, at jeg var med til OL, og det var i München, så spørger ingen til, hvordan det gik, men spørger altid til terrorangrebet.

De 11 israelske ofre

  • Eliezer Halfin, bryder (24 år)
  • Mark Slavin, bryder (18 år)
  • Yossef Romano, vægtløfter (32 år)
  • Ze'ev Friedman, vægtløfter (28 år)
  • David Berger, vægtløfter (28 år)
  • Moshe Weinberg, brydetræner (32 år)
  • Kehat Shorr, skydetræner (53 år)
  • Andre Spitzer, fægtetræner (27 år)
  • Amitzur Shapira, atletiktræner (40 år)
  • Yakob Springer, dommer i vægtløftning (51 år)
  • Yossef Gutfreund, dommer i brydning (40 år)

Derudover blev en tysk politibetjent og fem terrorister dræbt.

Læs mere om massakren i München her.

Skyklapperne faldt

Det var en skelsættende begivenhed. Et dødeligt angreb, mens hele verdens øjne var rettet mod Bayerns hovedstad for at følge verdens bedste atleter. En begivenhed af den slags, der sætter sine spor.

Højdespringeren Grith Ejstrup var bare 19 år dengang. 24 år efter at hendes mor havde deltaget i atletikkonkurrencerne ved OL i London i 1948, var hun selv deltager midt i verdens største idrætsfest.

Og hun tog det hele ind med den appetit, der følger med, når man er teenager med livet foran sig.

I dag hjemme i privaten har hun et stort billede hængende på væggen af det ikoniske stadion. Det er sat sammen af flere billeder. Kigger man med en lup på lystavlen for at afkode detaljerne, kan man se, at det er højdespringsfinalen, der er i gang. 4. september 1972.

Dér var Grith med i kampen om at passere overliggeren. Hun ender med at blive nummer 12 med et spring på 1.82. Og OL er en fantastisk oplevelse for den unge atlet fra Skovbakken.

- Vi er sammen med en masse idrætsudøvere og mødes i spisesalen og får snakket med en masse. Og vi tog også ind til München og på nogle ture ned til bjergene sydpå, fortæller hun fra sin campingvogn med udsigt ud over Svendborgsund.

- Det var en rigtig god tid op til.

Op til. Det er i detaljen, at djævelen ligger. Op til.

På trods af det daværende Vesttyskland dengang i de tidlige 1970’ere havde deres problemer med terrororganisationer som Rote Armee Fraktion, og terrorister som Ulrike Meinhof og Andreas Baader havde spredt frygt, død og ødelæggelse på deres vej i jagten på et alternativ til det kapitalistiske samfund, fyldte den slags tanker ikke hos en ung højdespringer.

Der var en total nedlukning for information. Det var en misforstået hensyntagen

Tom B. Hansen, dansk OL-atlet i 1972

Der var ingen nervøse trækninger ved ankomsten til München.

- Man er jo udødelig, når man er 19 år, som hun formulerer det her et halvt århundrede efter, og konkluderer så efterfølgende:

- Det kan godt være, at jeg fik skyklapperne af.

Skyklapperne faldt 5. september 1972.

Sløset sikkerhed

Det var tiendedagen ved et OL, hvor tyskerne for anden gang i historien afholdt de prestigefyldte lege.

Første gang var i 1936 i Berlin, hvor Der Führer Adolf Hitler for alvor smeltede sport og politik sammen i et nationalsocialistisk prestigeprojekt.

München i 1972 skulle være noget helt andet. Legene skulle lægge afstand til den dystre tyske fortid og vise et Vesttyskland, der gik fredens og broderskabets vej.

Derfor var det også minimalt med sikkerheden. Her skulle ikke herske Ordnung muss sein fremført i skrårem og strækmarch. I stedet skulle fordrageligheden være fremtrædende, og 2000 hvidklædte og våbenløse sikkerhedsfolk var sat til at passe på de lidt mere end 7000 atleter og 100.000-vis af tilskuere.

Den bevidste mere loose tilgang til tingene i 1972 kunne også mærkes hos de danske deltagere.

- Vi kunne sagtens tage familie og venner med ind i den olympiske by, selvom det kun var os atleter, der havde adgang. Vi viste bare vores adgangskort og sagde, at de skulle med os derind, husker cykelrytteren Jørgen Marcussen tilbage på den lemfældige adgang til atleternes by.

Og faktisk var sikkerheden så skødesløs, at det var grænsende til det groteske.

- Der var en af de danske fægtere, der havde sin kone boende på værelset under hele OL, fortæller fægteren Ivan Kemnitz om en af sine holdkammerater ved legene.

Og netop 5. september bliver skødesløsheden udstillet, da en gruppe palæstinensiske terrorister tidligt om morgenen forcerer muren ind til den Olympiske By. Og faktisk bliver de hjulpet på vej af nogle atleter, der har været i byen for at give den gas oven på konkurrencerne.

Svirebrødrene tror, at palæstinenserne ligesom dem selv er atleter, der er kommet for sent hjem, og derfor må erhverve sig adgang på utraditionel vis. Derfor giver atleterne de træningsdragtpåklædte palæstinensere en hjælpende hånd og får både terrorister og de tasker, der indeholdt våben, ind i byen.

Kunne have mødt terroristerne

Faktisk har Grith Ejstrup tit spekuleret på, om hun kunne have mødt palæstinenserne, havde hun været lidt mere i festhumør den skæbnesvangre morgen og fundet sin seng lidt senere, end tilfældet var.

Den unge højdespringer havde overstået sin konkurrence 4. september, og det skulle fejres, at hun havde været i en OL-finale i så ung en alder.

- Vi boede et stykke fra mændene. Dengang boede mænd og kvinder ikke sammen. Og vi havde været ovre ved dem og feste, da vi gik hjem ved to-tre-tiden om natten. Der kunne vi have mødt dem.

Men det gjorde Grith Ejstrup og hendes værelseskammerat Solveig Langkilde ikke. I stedet fandt de deres værelse og senge og gik til ro for natten.

Den israelske delegation i Connollystrasse lå også i deres senge, da de klokken 04.30 blev overrasket i deres lejlighed af otte palæstinensiske terrorister.

Planen var at tage gidsler og presse Israel til at udlevere 234 fortrinsvis arabiske fanger, ligesom Vesttyskland skulle frigive de fængslede Ulrike Meinhof og Andreas Baader.

De israelske sportsfolk gik til modangreb, og allerede i de tidlige morgentimer blev to af dem dræbt i tumulten i OL-byen.

Dér var jeg bange. Jeg tænkte, at her kan de nemt pløkke os ned

Grith Ejstrup, dansk OL-atlet i 1972

Det vidste danskerne intet om. Heller ikke, da de om morgenen stod op for at gøre sig klar til den træning, som stod på programmet.

Grith Ejstrup tog ind til München for at have en hyggedag med sin daværende kæreste Jesper Tørring. Tørring havde været i aktion på 110 meter hæk og havde et par dage til, at han skulle springe længdespring ved OL. De havde ingen anelse om det drama, der udspillede sig praktisk taget rundt om hjørnet.

Jørgen Marcussen, cykelrytteren, skulle forberede sig til det individuelle landevejsløb. Derfor tog han cyklen og rullede ud for at træne op mod den store opgave. Uden den mindste anelse om det drama, der udspillede sig midt i atleternes lejr.

Lukkede ned for information

Problemet for de danske atleter var, at de ikke havde muligheden for at vide, hvad der skete. For til trods for, at der var blændende forhold for de danske atleter i OL-byen, var der ikke tv på værelserne, og aviser havde de danske atleter ikke adgang til, da det stod klart, at der foregik et drama på liv og død mindre end fem minutter fra lejren.

- Som jeg husker det, blev vi nægtet adgang til danske aviser af de danske ledere. Vi hørte nogle rygter, men der blev ikke talt om det, husker Tom B. Hansen, der var med til sit andet OL efter debuten i Mexico City fire år forinden.

- De var åbenbart bange for, at atleterne kunne blive bange for nye angreb. Der var en total nedlukning for information. Det var en misforstået hensyntagen.

Hvis ikke de danske atleter havde ærinder uden for OL-byen, stod det snart klart, at der var noget på færde 5. september, da dagen kom i gang.

Mere end 15 timer barrikaderede terroristerne sig i OL-byen med de 11 israelske gidsler. Og de betongrå lejlighedskomplekser var forvandlet til et hektisk gerningssted med alt, hvad det indebærer af væbnet politi og helikoptere.

Fægteren Ivan Kemnitz kunne følge med fra sit værelse i OL-byen.

- Når vi stod oppe på vores hus, kunne vi se de tyske skarpskytter, der lå parat. Det var bare 100 meter fra, hvor vi boede, at israelerne var taget som gidsler.

Egentlig havde han startet dagen med at være i Alperne på en hyggetur. Hans OL var et overstået kapitel, så han var blevet for at være sammen med holdkammeraterne og bare nyde den store oplevelse, det var at være til OL.

Han forlod om morgenen en OL-by i fred og harmoni og vendte efter middag tilbage til en helt anden verden.

- Det hele var kaos, og der kørte små tanks rundt om gadehjørnerne.

På de store linjer, hvor den vesttyske kansler Willy Brandt havde en åben linje til Israels premierminister Golde Meir, stod det hurtigt klart, at staten Israel ikke ville forhandle med terroristerne.

De mange timer bag barrikader med utallige krav frem og tilbage fik situationen til at spidse yderligere til. Og klokken 22.00 5. september forlod terroristerne og deres gidsler OL-byen.

Planen var, at terroristerne skulle have et fly klart, der kunne fragte dem og deres gidsler til Egypten.

Derfor forlod de OL-byen i helikoptere til lufthavnen Fürstenfeldbruck, hvor et Boeing 727 ventede til den sidste del af rejsen.

Men så langt nåede hverken terrorister og gidsler.

I lufthavnen gik det skævt og endte i et blodigt drama, hvor alle 11 gidsler blev dræbt og 5 terrorister mistede livet.

Massakren i München var en tragisk kendsgerning. Med hele verden som vidner.

En trist dyne over Legene

Stort set hele tragedien er blevet sendt direkte på tv til folk hjemme ved kakkelbordene, der troede, at de skulle se verdens bedste konkurrere, men endte med at være vidne til OL-historiens mørkeste kapitel.

Tilbage i OL-byen sad de aktive. Paralyserede og traumatiserede af, hvad der var foregået for næsen af dem.

- Der var et totalt stemningsskifte, husker Tom B. Hansen tilbage på det OL, der fulgte i kølvandet på de drabelige hændelser.

- Der faldt en dyne ned over det hele. En tristhed, erindrer Jørgen Marcussen.

Også Gert Kærlin, der stadig manglede at skulle i aktion på sine 5000 meter, kan huske skiftet fra de glade OL-dage til en helt ny virkelighed.

- Derefter var der en utrolig knuget stemning. Vi måtte næsten ikke forlade byen.

Og med den tragiske hændelse kom der også det oplagte spørgsmål: hvad nu?

IOC – Den Internationale Olympiske Komite – valgte, at legene skulle fortsætte. Godt nok suspenderede man konkurrencerne i 36 timer, men efter en mindehøjtidelighed skulle legene fortsætte.

Grith Ejstrup tog med til seancen, hvor IOC-præsident Avery Brundage udstillede sin tonedøvhed, da han havde mere travlt med at hyppe sine egne kæpheste. Det handlede mere om professionalismens fortrædeligheder og den – i hans øjne – uberettigede udelukkelse af apartheidstyret i Rhodesia (nuværende Zimbabwe, red.), end det handlede om at hylde de israelske ofre.

Men det var ikke en tryg Grith Ejstrup, der sad på Olympiastadion sammen med 3000 andre atleter og så de deltagende landes flag stå på halv.

- Dér var jeg bange. Jeg tænkte, at her kan de nemt pløkke os ned.

Og der kunne hun så sidde, den 19-årige Grith Ejstrup med sin egne tanker, hvis ikke lige hun opsøgte andre af de danske atleter og fik snakket oplevelsen igennem. For dengang i 1970'erne var der ikke hjælp at hente fra den danske delegation.

Ingen hjælp at hente

Tiden var en anden, som det efterhånden er blevet et mantra at fremføre her i vore dage.

- Vi fik ingen hjælp. Det var ikke populært med psykologer dengang, som Grith Ejstrup siger i dag.

- Der kom heller ikke ledere og spurgte, hvordan vi havde det. Det blev slet ikke omtalt, husker Tom B. Hansen og bakkes op af Gert Kærlin:

- Vi var overladt til os selv. Det var bare tiden dengang. Der var ikke det store fokus på den slags. Vi fik heller ikke gennemtalt det. Den slags var der ikke forståelse for.

Tilbage i den nye virkelighed var der konkurrencerne for de af de danske atleter, der ikke havde været i aktion.

For Gert Kærlin skulle 5000 meter løbet i München have været en kulmination. Han havde set frem til det løb. Men efter terroraktionen gik glæden af det hele.

- Jeg var mest indstillet på, at OL skulle have været stoppet, så da jeg skulle løbe min konkurrence, resignerede jeg lidt, fortæller den i dag 72-årige Kærlin.

- Da jeg var på stadion, var jeg ret lammet over det, der skete. Så det blev ikke den oplevelse, det skulle have været.

Det er den bismag, som en del af de danske atleter, der var med dengang, stadig sidder med her 50 år efter. OL i München er det OL, hvor man spørger til terroren, før man spørger til det sportslige.

Den vibration, der stadig kan mærkes, når snakken falder på dengang for 50 år siden, hvor Sorte September formørkede en idrætsverden.

Eller som Jørgen Marcussen husker tilbage på legene i München for næste to menneskealdre siden:

- Selve oplevelsen ved OL blev voldsomt præget af det. Det var en stor fest og mit første OL. Jeg var vildt glad for at være med og gik nærmest rundt i en lyserød verden. Så ændrede farven sig, og jeg havde ikke det festlige sind efter det.