13 atleter forsvundet ved stor international begivenhed
Atleter fra Cameroun, Rwanda, Uganda og Sierra Leone savnes i forbindelse med konkurrencer i Australien under Commonwealth Games.
I alt 13 afrikanske atleter er forsvundet i forbindelse med de igangværende Commonwealth Games, der holdes i Gold Coast i Australien. Det bekræfter legenes arrangører.
Otte camerounske atleter er mistænkt for at være flygtet onsdag. Og nu savnes yderlige fem atleter fra Rwanda, Uganda og Sierra Leone.
- Det er selvfølgelig noget, vi tager meget seriøst. Vi står til ansvar for de personer, der har et visum til at være i det her land, lyder det fra den amerikanske Commonwealth Games-chef, David Grevemberg.
Lignende episode ved OL i Sydney
De visa, der er blevet givet til atleter i forbindelse med legene, varer frem til 15. maj, oplyser David Grevemberg.
- Indtil det bliver et rigtigt problem, og der er nogen, der bliver længere, end deres visum tillader eller søger om asyl, så skal vi bare fortsætte med at overvåge situationen, siger David Grevemberg.
Mere end 100 atleter blev længere, end deres visum tillod, da der i 2000 blev holdt OL i Sydney i Australien.
Og den australske grænsekontrol har allerede været i gang med at lede efter de camerounere, der har været savnet siden onsdag.
Det er en tredjedel af de 24 camerounske atleter, der altså pludselig meldes savnet. Der er tale om fem boksere og tre vægtløftere.
- Vi har selvfølgelig været i tæt kontakt med de camerounske ledere. Vi deler deres bekymring i forhold til atleternes sikkerhed, helbred, og om hvor de befinder sig, lyder det fra David Grevemberg.
Cameroun er i øjeblikket plaget af uro, efter at landets militær har slået ned på separatister.
Commonwealth Games afholdes hvert fjerde år og har deltagelse af Storbritannien og de tidligere britiske kolonier. Den 21. udgave af legene blev åbnet den 4. april og fortsætter indtil den 15. april.