Få overblikket: Her er højdepunkterne for sportsåret 2018
Wozniacki tog sin første grand slam og fodboldlandsholdet oplevede både op- og nedture.
2018 bød blandt andet på store sejre og ærgerlige nederlag, konflikter mellem forbund og spillere og historiske øjeblikke.
Her er en samling af de største øjeblikket fra sportsåret, der gik:
TOM KRISTENSEN I HALL OF FAME
Sportsåret 2018 startede med, at den danske racerkører Tom Kristensen blev indlemmet i Sportens Hall of Fame som det 33. medlem. Kristensen har vundet 24-timers-løbet Le Mans ni gange. Ved samme lejlighed blev Viktor Axelsen kåret som Årets Sportsnavn.
HÅNDBOLD-EM UDEN DANSKE MEDALJER
De danske håndboldherrer måtte rejse fra EM i Kroatien i januar uden medaljer i bagagen. Sverige var for stor en mundfuld i semifinalen, mens Frankrig heller ikke blev besejret i bronzekampen. Mikkel Hansen blev kåret til turneringens bedste venstre back.
WOZNIACKI VANDT ENDELIG EN GRAND SLAM
Den danske tennisspiller tog sin første grand slam-titel i karrieren, da hun i slutningen af januar vandt Australian Open efter en finalesejr over rumænske Simona Halep. Desuden kunne danskeren også fejre triumfer i Eastbourne og ved China Open.
MEDALJERNE UDEBLEV VED VINTER-OL
Sydkoreanske Pyeongchang lagde i februar jord til den seneste udgave af de vinterolympiske lege. Danmark stillede op med 17 deltagere - blandt andet i curling - uden at det blev til nogen medaljer.
DANSK TRIUMF VED ALL ENGLAND
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen tog en af karrierens største sejre, da det danske par i marts vandt den prestigiøse badmintonturnering All England. Kort efter sejren valgte Rytter Juhl at indstille karrieren på grund af sin graviditet.
VALGREN VANDT HOLLANDSK KLASSIKER
Cykelrytter Michael Valgren fik i 2018 sit helt store gennembrud, da han først vandt det belgiske endagsløb Omloop Het Nieuwsblad i slutningen af februar og små to måneder senere den hollandske klassiker Amstel Gold Race.
VM I ISHOCKEY I DANMARK
Danmark var i maj vært for verdensmesterskaberne i ishockey. Selv om at Danmark til tider viste flot spil, lykkedes det ikke at gå videre fra den indledende gruppe. Sverige endte med at tage endnu en VM-titel, efter at Schweiz blev besejret i finalen, som blev spillet i Royal Arena i København.
BRØNDBY BRØD TI ÅRS TITELTØRKE
Med en 3-1-sejr over Silkeborg i finalen i den danske pokalturnering tog Brøndby i maj klubbens første titel i ti år. Danmarksmesterskabet var også inden for rækkevidde, men Alexander Zorniger og co. måtte se guldet glide ud af hænderne til sidst.
FCM OVERHALEDE BRØNDBY TIL ALLERSIDST
Midtjyderne tog DM-guldet for næsen af Brøndby og vandt klubbens andet mesterskab på fire år. Mesterskabet blev sikret med en 1-0-sejr over AC Horsens 21. maj.
REAL MADRID FULDENDTE CL-HATTRICK
For tredje år i træk vandt den spanske storklub Real Madrid 26. maj Champions League og pokalen med de store ører. Et af finalens mest omdiskuterede øjeblikke skete, da spaniernes Sergio Ramos hev Liverpools stjerneangriber Mohamed Salah med ned i forbindelse med en tackling. Salah måtte kort efter udgå af kampen med en skade. Kampens huskes også for et fremragende mål af Gareth Bale samt en skidt præstation af Liverpools målmand Loris Karius.
SKJERN VANDT FØRSTE MESTERSKAB SIDEN 1999
Håndboldherrerne fra Skjern vandt i maj det danske mesterskab for første gang i næsten 20 år, da de besejrede Bjerringbro-Silkeborg over to kampe i DM-finalen. Foråret bød også på en optræden i kvartfinalerne i Champions League, efter at klubben sensationelt havde slået storklubben Vezprem ud. Her blev franske Nantes dog for stor en mundfuld.
LARS ELLER SKREV HISTORIE
Lars Eller skrev sig i starten af juni ind i historiebøgerne, da han som den første danske ishockeyspiller nogensinde vandt det nordamerikanske mesterskab, Stanley Cup, med sit hold Washington Capitals. Danskeren blev endda matchvinder i den femte og afgørende finale, da han i tredje periode scorede til slutresultatet 4-3.
MICHAEL CHRISTENSEN VANDT LE MANS
I sin Porsche er det Michael Christensen, der selv kører bilen over målstregen og kan sikre sig sejren i Le Mans i GTE-Pro-klassen. Den største triumf i karrieren. Michael Christensen får oprejsning fra året før, hvor han måtte udgå efter at have ligget nummer 1. I dette års udgave er der ingen tvivl, hvor han sammen med sine to holdkammerater stort set fører fra start til slut.
KROATIEN ØDELAGDE DANMARKS VM-DRØM
Ottendedelsfinalen blev endestationen for Danmark ved sommerens VM i fodbold, der blev afholdt i Rusland. De senere finalister fra Kroatien slog danskerne ud efter en nervepirrende kamp, der måtte afgøres i straffesparkskonkurrence.
DJOKOVIC TOG FJERDE WIMBLEDON-TITEL
For fjerde gang i karrieren kunne serbiske Novak Djokovic løfte Wimbledon-trofæet, da det 15. juli lykkedes tennisstjernen at besejre sydafrikanske Kevin Anderson i tre sæt. Det var Djokovic' første titel i over 12 måneder.
FRANKRIG BLEV VERDENSMESTER
Tyve år efter den første triumf blev Frankrig igen verdensmester i fodbold. VM-titlen kom i hus 15. juli efter en underholdende finale mod Kroatien, Danmarks banemænd, som franskmændene vandt 4-2. Pokalen og medaljer blev overrakt i silende regn på Luzhniki Stadium i den russiske hovedstad, Moskva.
CORT SIKREDE DANSK TRIUMF I TOUREN
Årets udgave af Tour de France bød på den første danske etapesejr siden 2009. Den kom 22. juli, da Magnus Cort, der kører for Astana, kørte først over målstregen i sydfranske Carcassonne.
AARHUS BLEV INVADERET AF SEJLERE
VM i sejlsport blev i 2018 afholdt i Aarhus. Store menneskemængder nærmest invaderede byens havnefront i starten af august i et forsøg på at følge med i sejladserne i Aarhus Bugt. Anne-Marie Rindoms bronzemedalje i bådklassen Laser Radial var den eneste danske ved stævnet.
PERNILLE HARDER KÅRET TIL EUROPAS BEDSTE
Europas bedste kvindelige fodboldspiller er en dansker. Det mente Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) i hvert fald, da forbundet 30. august udnævnte Pernille Harder som netop det. Det er første gang, at en dansker har fået den titel. Pernille Harder er også med til at spille sin klub, Wolfsburg i finalen i Champions League, hvor hun endda scorer. Ved Ballon d'Or bliver Pernille Harder kåret som verdens næstbedste fodboldspiller.
VIKARER PÅ LANDSHOLDET
En af årets mest spektakulære sportshistorier udspillede sig i starten af september, da Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) endte i konflikt omkring spillernes vilkår på landsholdet. De normale landsholdsspillere strejkede, hvilket resulterede i, at DBU måtte samle et hold af spillere fra de lavere danske divisioner for at kunne stille op til en venskabskamp mod Slovakiet 5. september. "Vikarlandsholdet" kæmpede bravt, men måtte alligevel gå fra banen med et 0-3-nederlag.
WILLIAMS GIK AMOK
Finalen i tennisturneringen US Open 8. september vil nok blive husket for det, der skete uden for stregerne. Den amerikanske stjerne Serena Williams kastede sig på grund af flere kendelser ud i verbale angreb på stigedommer Carlos Ramos, der som konsekvens straffede amerikaneren ved både at fratrække et point og senere i kampen et parti. I baggrunden stod Williams' modstander, den 21-årige japaner Naomi Osaka, der trods uroen mellem duellerne holdt hovedet koldt og vandt sin første grand slam.
ASTRUP OG SKAARUP GIK JUBELAMOK
Den danske herredouble med Kim Astrup og Anders Skaarup sikrer sig karrierens største titel, da de vinder China Open. Finalen bliver en tæt kamp, der bliver afgjort i tre sæt. Men selv efter en lang kamp har danskerne kræfter i overskud til at fejre titlen i stor stil.
BJØRN BAG RYDER CUP-SEJR
Der blev skrevet dansk golfhistorie, da golfturneringen Ryder Cup blev afholdt i slutningen af september. Det europæiske hold var fra sidelinjen anført af kaptajn Thomas Bjørn, mens Thorbjørn Olesen repræsenterede Europa på golfbanerne lidt uden for Paris, hvor turneringen blev afholdt. Europæerne startede en smule sløvt, men kom tilbage og vandt i overbevisende stil. Thorbjørn Olesen vandt desuden også Italian Open i løbet af året.
LEICESTER-EJER OMKOM
Den engelske fodboldklub Leicester City, der blandt andet er arbejdsgiver for den danske målmand Kasper Schmeichel, blev 27. oktober ramt af sorg, da holdets thailandske ejer, Vichai Srivaddhanaprabha, sammen med fire andre styrtede ned i sin helikopter, der kort før var lettet fra banen på King Power Stadium, hvor Leicester tidligere på aftenen havde spillet en kamp.
BENDTNER FIK FÆNGSELSSTRAF
Den danske fodboldspiller Nicklas Bendtner bliver i starten af november ved Københavns Byret kendt skyldig for vold og idømmes 50 dages ubetinget fængsel efter en episode med en taxachauffør. Nicklas Bendtner anker med det samme, men han frafalder efterfølgende sin anke. Fra 3. januar skal angriberen afsone sin dom med fodlænke.
FINALE RAMT AF SKANDALE
Det var meningen, at den anden af to finaler i den sydamerikanske turnering Copa Libertadores skulle have været afholdt 24. november. Men kort før kampen mellem ærkerivalerne River Plate og Boca Juniors blev Bocas bus angrebet af River-fans, hvilket resulterede i mindre skader til flere Boca-spillere, heriblandt Gonzalo Lamardo, der fik glassplinter i øjet. Kampen blev udsat og efterfølgende flyttet helt til den spanske hovedstad, Madrid, hvor River Plate 9. december endte med at tage pokalen.
MAGNUSSEN FORTSÆTTER I KONGEKLASSEN
2018 endte både med noget og ingenting for den danske Formel 1-kører Kevin Magnussen. Det blev ikke til hverken sejre eller podieplaceringer, men danskeren fik forlænget sin kontrakt med Haas-holdet, så han også fremover skal køre i motorsportens kongeklasse. 2018-sæsonens højdepunkter var to femtepladser, og Magnussen endte som nummer ni i den samlede VM-stilling, mens han slog sin egen pointrekord i Formel 1.
CARLSEN FORSVAREDE SIN TITEL
Magnus Carlsen er stadig verdensmester i skak. Det norske skakgeni forsvarede for tredje gang sin titel, da han 28. november - efter 12 partier, der var endt med remis - slog amerikanske Fabiano Caruana i omspil.
OTTENDEPLADS I FRANKRIG
2018 både startede og sluttede en smule skuffende for de danske håndboldlandshold. Mens herrerne endte som nummer fire ved EM i starten af året, sluttede kvinderne som nummer otte, da der i december blev afholdt EM i Frankrig.