Sport

Verdensetteren ydmyget og ude af VM i dart

Dave Chisnall vandt 5-0 over topseedede Michael van Gerwen og går videre til semifinalen ved dart-VM.

VM i dart bød fredag aften på en stor overraskelse, da Dave Chisnall sendte topseedede Michael van Gerwen ud af turneringen i kvartfinalen.

Chisnall vandt med hele 5-0 i sæt i den ensidige forestilling, hvor van Gerwen konstant var på hælene.

Jeg kan kun bebrejde mig selv

Michael van Gerwen

Den hollandske verdensetter, der har vundet VM tre gange i karrieren, kom aldrig ind i kampen, der endte som en ren ydmygelse.

Den ottendeseedede englænder satte sig på kampen fra start og hamrede pilene overbevisende af sted mod skiven.

- Jeg vil vinde VM mere end nogen anden. Jeg ved, at jeg spiller godt. Jeg kan vinde VM denne gang, siger Chisnall.

I løbet af kampen scorede Chisnall 180 point 14 gange, mens van Gerwen kun blev noteret for fire af slagsen.

- Jeg kan kun bebrejde mig selv. Jeg er skuffet over mig selv. Det er noget, jeg vil tænke over i de kommende dage.

- Det er det bedste, jeg har set Dave har spillet nogensinde. Men jeg spillede også skidt, siger van Gerwen.

I semifinalen skal Chisnall nu møde Gary Anderson, der er seedet som nummer 13.

I den anden semifinale skal den tredjeseedede waliser, Gerwyn Price, møde Stephen Bunting, der er seedet som nummer 26.

Price var dog også uhyre tæt på at ryge ud af turneringen, da han kun vandt kvartfinalen knebent med 5-4 over Daryl Gurney.

I de sidste tre sæt spillede Price ikke specielt godt, og Gurney reducerede til 4-4 i sæt.

I det femte og afgørende sæt havde Gurney chancen for at vinde kampen, men Price fik til slut hentet sejren.

- Jeg var heldig. Meget heldig. Jeg troede, jeg havde kvajet mig, lød det lettet fra Price.

VM-kampene spilles i et tomt Alexandra Palace i London. Spillerne dyster om en førstepræmiepulje på 500.000 pund, hvilket svarer til lidt over fire millioner kroner.

Finalen spilles søndag.