Sport

Afghanske atleter evakueret - deltager ved PL i Tokyo

De to atleter fra Afghanistan er blevet evakueret og deltager alligevel ved de paralympiske lege.

Talibans magtovertagelse i Afghanistan betød for knap to uger siden, at landets to deltagere ved de paralympiske lege blev meldt ude af legene.

De kunne ikke komme ud af landet og ville ikke komme i aktion, lød det fra Den Internationale Paralympiske Komité (IPC).

Men den melding er nu ændret.

Taekwondokæmpere Zakia Khudadadi og Hossain Rasouli blev evakueret til Paris, hvor de har kunnet træne og restituere, meddeler IPC på sin hjemmeside.

Siden er de rejst videre til Tokyo, hvor de nu gennemgår de relevante procedurer for at kunne deltage i PL.

Den afghanske paralympiske komité takker de regeringer og andre parter, der har været involveret i arbejdet med at få Rasouli og Khudadadi evakueret og sendt videre til Tokyo.

- Jeg tror fuldt og fast på, at vi gennem den paralympiske bevægelse og de paralympiske lege kan sende en positiv besked om, at fredelig sameksistens er den bedste vej for menneskeheden, siger Arian Sadiqi, der er chef de mission for det afghanske PL-hold.

Khudadadi og Rasouli skal i aktion ved PL for første gang i midten af næste uge.