Rio 2016

Dressurstjerne genvandt OL-guld - men så hun sin forlovedes bøn om bryllup?

Charlotte Dujardin genvandt ikke bare sit OL-guld fra London - hun fik også en kæmpe kærlighedserklæring af hendes forlovede.

Charlotte Dujardin var igen fuldstændig i særklasse, da hun mandag genvandt det olympiske guld i den individuelle dressurkonkurrence.

Med sin hest Valegro, red hun noget nær det perfekte ridt, da ekvipagen red en score på hele 93.857 point i hus - blot decimaler fra deres egen verdensrekord.

Mens den 31-årige englænder var i gang med at få overrakt sin tredje olympiske guldmedalje i karrieren, var der særligt én, der håbede på, at hun ville vende sin opmærksomhed mod tilskuertribunen.

Her stod Dujardins forlovede Dean Golding, med en skriftlig bøn påklistret hans t-shirt.

Dean Golding under æresrunden

- Kan vi blive gift nu?, stod der på Goldings opfordring til sin forlovede.

De to har været forlovede i flere år, men Dujardin har hele tiden sagt, at hendes fokus kun var på OL i Rio.

Tilbage i oktober 2014 afslørede hun under et besøg i Danmark, at Dean Golding var "desperat efter at blive gift og gøre hende gravid".

- Måske efter Rio, sagde Dujardin dengang til engelske BBC.

Og nu vil Golding altså have gang i familielivet med ridestjernen.

Det kommende ægtepar efter Dujardins guld i Rio

Om brylluppet har Dujardin sagt, at hun drømmer om at afholde det hos sin engelske holdkammerat og læremester Carl Hester.

- Jeg vil holde det på hans sted, og når Valegro er pensioneret, så kan han trække mig i en hestevogn. Det ville han også elske, sagde Dujardin.

Noget tyder på, at den suveræne ekvipage snart er fortid i toppen af verdensdressuren.

- Jeg kunne bare mærke, at han gav alt i dag. Han har gjort sit absolut bedste, og jeg er meget rørt, særligt fordi jeg tror han snart skal pensioneres. Jeg ønsker ikke, at I skal skrive det, for vi har ikke besluttet hvornår, men det ligger i kortene, så det skal vi nu hjem og lave en plan for, sagde en grædefærdig Dujardin efter sit ridt.

Hun havde haft fornemmelsen af, at den 14-årige hest vidste, at hun var følelsesmæssigt påvirket.

- Jeg føler, at han passede på mig og hjalp mig gennem det, sagde hun om sin hest Valegro, som for et par år siden var tæt på at blive solgt til en pris omkring 60 millioner danske kroner.

Men nu tyder alt på, at han får lov at være i front af en meget ventet bryllupskaret inden længe.

Hør den glade guldvinders interview med TV 2 SPORT herunder.