OL Tokyo 2020

- Det føles fantastisk, siger Dufour trods misset medalje

Det var tæt på, at Cathrine Dufour bragte en OL-medalje hjem til Danmark, men det glippede akkurat til sidst.

Selvom hendes præstation ikke rakte til en OL-medalje, rejser Cathrine Dufour alligevel hjem til Danmark med tilfredshed i bagagen.

Onsdag ville den danske dressurrytter vise, at hun kunne slå tilbage efter den skuffende fjerdeplads i tirsdagens holdkonkurrence. Og det lykkedes da også.

I freestylekonkurrencen scorede hun det højeste antal point med blot fem ryttere tilbage, men måtte efterfølgende se sig slået og endte derfor igen på en samlet fjerdeplads.

- Jeg red 100 procent på grænsen hele vejen rundt, og det føles fuldstændig fantastisk og en lille smule farligt. Men jeg havde ikke noget at tabe i dag, så jeg kunne ligeså godt sælge hele butikken og satse alt, hvad jeg havde. Og det gjorde jeg, fortæller Dufour til DR.

Når danskeren "red på grænsen" henviser hun til, at man er på grænsen til det geniale eller gale. Onsdag var det til det geniale, mens det tirsdag gik den gale vej i en piruette på hendes hest, Bohemian.

Top-3 i den individuel dressur

  1. Jessica von Bredow-Werndl (Tyskland)
  2. Isabell Werth (Tyskland)
  3. Charlotte Dujardin (Storbritannien)

Dufours score på 87.507 er en forbedring end den pointhøst, hun fik ved legene i Rio i 2016.

Den anden danske rytter Carina Cassøe Krüth endte på en syvendeplads, men Dufour fortæller, at hun og landsmændene rejser stolte hjem.