Stort træ stjæler fokus ved EM: - De må have taget en dram eller fem

16x9
Arkivfoto af Kristoffer Brun og Are Strandli fra OL i Rio de Janeiro. Foto: Carlos Barria / Scanpix Denmark

Udsynet fra en tribune i Glasgows roarena ved European Championships vækker hovedrysten hos norske udøvere.

EM-arrangørerne bliver i disse dage mødt af hård kritik fra norske roere.  

Kilden til utilfredshed er en stor trækrone, der skæmmer udsynet fra en af to tribuner i Glasgows roarena.

- Måske er der VIP-pladser oppe i træet? lyder det sarkastisk fra Are Strandli, der møder opbakning fra sin makker i båden.

- Jeg ved ikke, hvad arrangørerne har tænkt. Det er bestemt en interessant placering, mener Kristoffer Brun.

En landsholdskollega går endda så langt som at antyde, at de skotske arrangører var berusede, da de fastlagde tribunens placering. 

- Skotland har en lang tradition med whisky, så jeg tror, de tog en dram eller fem i weekenden og satte tribunen op 50 meter til den forkerte side. Det er ingeniørkunst af den helt store slags, siger Kjetil Borch til NRK.

Arrangører affejer kritikken

Ved siden af træet med den omtalte krone står tilmed en storskærm, som tager yderligere udsyn fra de fans, der har taget turen til Skotland for at se EM i roning.

Tilskuerne på de nederste rækker må derfor nøjes med at se opløbet på en skærm, selvom de er til stede ved mesterskabet. Sagen har vakt opmærksomhed i flere lande.

Blandt andre BBC's ekspertkommentator og tidligere OL-guldvinder Sir Matthew Pinsent har udtalt sig og tweetet om tribunens besynderlige placering. 

Arrangørerne fastholder imidlertid, at tribunen står, som den skal og peger på miljøhensyn som en væsentlig årsag.

- Tribunen er bygget på den eneste mulige placering i målområdet. Det er kutyme, at tribunen står ved mållinjen i roning, så tilskuerne kan nyde den spændende slutspurt, skriver Glasgow 2018 European Championships til NRK, mens europamesterskabernes chef udtrykker stor tilfredshed i et interview med BBC.

- Vi er glade for, at det smukke træ har fået opmærksomhed fra den olympiske legende Matthew Pinsent, siger Colin Hartley, der afslører, at smertensbarnet er blevet klippet før EM:

- Derudover glæder det os, at vi har haft mulighed for at gøre brug af North Lanarkshire Council's ekspertise. De har givet træet en særlig frisure i anledning af europamesterskabet.

Arrangørerne fortæller videre, at de har solgt færre billetter til roarenaen, end der er pladser på tribunerne, og at tilskuerne derfor har mulighed for at vælge sæder, hvor der er udsyn til mållinjen.