Dansk-færing tager World Cup-guld i VM-optakt

16x9
Sverri S. Nielsen varmede op til det kommende VM med en guldmedalje ved World Cup. Foto: Dansk Forening for Rosport

Sverri S. Nielsen varmede op til det kommende VM ved at tage guld i singlesculler ved World Cup-stævne.

Sverri S. Nielsen ligner et godt bud på en medaljetager ved det kommende VM i roning, der afholdes i august.

Søndag tog færingen, der stiller op for Danmark, sin anden World Cup-guldmedalje på tre uger i singlesculler, da han vandt i Rotterdam - det sidste World Cup-stævne inden VM.

Det skriver Dansk Forening for Rosport i en pressemeddelelse.

Den danske kvindefirer uden styrmand tog også sin anden World Cup-medalje på tre uger. Men hvor det i polske Poznan blev til guld, måtte Ida Jacobsen, Frida Sanggaard Nielsen, Lærke Berg Rasmussen og Christina Johansen søndag i Rotterdam nøjes med sølv efter Australien.

Sverri S. Nielsen vandt i sin finale foran den norske verdensmester Kjetil Borch, som Nielsen for nylig har trænet med i Norge.

Han fik ellers en vanskelig start og lå nummer to halvvejs efter nordmanden, men en god slutspurt sikrede guldmedaljen.

Med søndagens resultater vinder både Sverri S. Nielsen og den kvindelige danske kvartet den samlede World Cup i deres respektive klasser.