Roning

- Alt ændrede sig markant i det sekund, vi krydsede målstregen

Eskild Ebbesen(th.) peger på OL-guldet i 2008 som det største øjeblik i hans karriere. Det var nemlig hans tredje OL-guldmedalje. TV 2 SPORT/Ritzau Scanpix

I en artikelserie med danske atleter ser vi tilbage på de største øjeblikke i deres karriere. Her kan du læse om Eskild Ebbesens OL-guld i 2008.

Eskild Ebbesen vandt i 2008 guld ved OL i Beijing sammen med resten af Guldfireren, der udover Ebbesen det år også bestod af Mads Kruse Andersen, Morten Jørgensen og Thomas Ebert.

Det var Eskild Ebbesens tredje - og sidste - OL-guldmedalje. Og netop det faktum, at 2008-sejren markerede et "hattrick" i OL-guldmedaljer gør netop dén oplevelse til noget ganske særligt for den nu forhenværende eliteroer.

Og med ét skete der ligesom et paradigmeskifte

Eskild Ebbesen

Her genfortæller Eskild Ebbesen, der siden er blevet optaget i dansk idræts Hall of Fame, historien om den 17. august 2008, hvor han sikrede sig sin tredje OL-guldmedalje.

Historien om Eskild Ebbesens tredje OL-guldmedalje

- Det var helt specielt at vågne op til sådan en dag, hvor jeg stod i en OL-finale. For det er dén dag, de foregående fire år har handlet om. Det har handlet om at blive klar til den her dag. Og det er bare en kæmpe forskel at vågne til – for nu er det bare nu.

- Dagens første opgave at blive vejet ind. Vi måtte ikke veje mere end 70 kilo i gennemsnit, da vi blev vejet de har to timer inden løbet. Så strategien var, at vi først kunne spise morgenmad og drikke efter vejningen. Og så var vi altså klar til at tage hul på dagen.

- Jeg husker, at vi havde en times tid, efter vi havde ordnet indvejning, morgenmad og alt det praktiske, hvor vi ligesom fik tid til at tænke. Altså, inden hele opvarmningen og opbygningen til løbet begyndte. Og her ramte en blanding af forskellige følelser mig. Dels tænkte jeg: Kan vi ikke bare få det overstået? Og dels: Det er nu, du har chancen. Nu skal det fungere! Jeg forsøgte at tackle de her følelser ved hele tiden at remse op for mig selv, hvad vores strategi var, og hvad jeg helt konkret skulle gøre, så jeg ikke blev fanget af alle mulige andre tanker.

Guldfireren fra venstre: Thomas Ebert, Morten Jørgensen, Mads Kruse Andersen og Eskild Ebbesen i OL-byen i Beijing i 2008.

- Det var også i den fase på dagen, at vores træner, Bent Fransson, gennemgik strategien med os. Jeg var meget optaget af det, der skulle til at ske. Men på den anden side havde jeg også bare den her kæmpe store tanke, der lå og buldrede: Det er jo nu! Det er ikke et træningsløb, det her. Der kommer ikke en ekstra chance. Der er ikke nogen næste gang. Og der kunne jeg godt mærke, at den tanke fyldte mig altså. Den skabte en helt anden adrenalin og skarphed i mit hoved og min krop.

Eskild Ebbesens OL- og VM-medaljehøst

  •  Guld – VM 1994
  •  Sølv – VM 1995
  •  Guld – OL 
  •  Guld – VM 1997
  •  Guld – VM 1998
  •  Guld – VM 1999
  •  Bronze – OL
  •  Sølv – VM 2001
  •  Guld – VM 2002
  •  Guld – VM 2003
  •  Guld – OL
  •  Guld – OL
  •  Bronze – OL

- Da løbet begyndte, fik vi en super, super god start. Noget, som vi også bare havde terpet op til OL. Vi ramte den lige i røven. Vi fik nærmest halvanden meters forspring på bare de første femten tag.

- Jeg kunne godt mærke på båden, at der var den her ”nu er er det nu”-stemning. Det var ikke bare en ny dag på kontoret. Så der blev virkelig gået til den, og det der adrenalinsus, som bare er ekstra stort i en OL-finale, gør jo, at man ikke mærker smerten. Og det gjorde bare, at vi ikke rigtig mærkede farten. Og derfor tog det os lidt tid at komme ned i det rigtige tempo, efter den hurtige start.

Guldfireren - med Eskild Ebbesen forrest i aktion på vandet ved OL i Beijing 2008.

- Omkring de 3-400 meter ude lå Canada, som var trænet af vores gamle træner Bent Jensen, forholdvis tæt på os. Jeg er overbevist om, at Bent havde sagt: ”Drenge, gå nu ud og pres de der danskere helt fra starten af.” Men vi havde trænet at holde øjnene indenbords. At holde fokus på vores egen rytme. Vores eget drev. Jeg har jo bestemt et eller andet konkurrenceinstinkt, som jo bare havde lyst til at banke afsted hele vejen til mål. Men alligevel kom vi ned og fandt den her ro og rytme, selvom det blev lidt senere end planlagt.

- Canada fulgte os ret tæt helt op til 1000 meter-mærket. Men forskellen var, at vi kom til 1000 meter mere kontrolleret. Ved 1000 meter skete så også det, at Thomas Ebert, der har kommandoen oppe i spidsen af vores båd, råbte: ”TUSIND”. Og det betød altså, at det var her, vi skulle sætte ekstra momentum på og virkelig holde farten. Der havde vi aftalt at tage tyve tag, hvor vi lige trykkede en lille smule ekstra. Og det var så også her, vi virkelig rykkede fra konkurrenterne. Og med omkring 700 meter til mål, havde vi altså omkring to hele bådslængder ned til feltet. Canada måtte betale prisen for et hårdt udlæg og endte nede blandt resten af feltet.

Eskild Ebbesen har rejst sig i båden for at fejre sin tredje OL-guldmedalje.

- Og når man har to længder, så dukker der også en eller anden falsk sikkerhed op. Der begyndte at dukke nogle tanker op: ”hold da kæft, det går godt” eller ”Ej, vi vinder det her – det bliver skide godt.” Der gjaldt det om at holde fokus. For bare en enkelt snert af manglende koncentration, så har du lavet et fejltag og mistet de to længders forspring.

- Vi havde aftalt, at vi skulle gå op i tempo 500 meter før mål. Men Thomas Ebert tog en beslutning om at rykke spurten til 400 meter før mål. Han var bange for, at nogen havde brugt deres kræfter for tidligt og potentielt kunne gå kold på de sidste 500 meter.

- Men polakkerne havde pludselig skudt sig frem. Nu var det dem, vi kæmpede med. De havde taget en længde på os. På det tidspunkt roede de væsentligt hurtigere end os. Men da vi gik op i tempo 400 meter før mål, matchede vi deres fart og holdt os den her bådslænge foran.

- Det var der, at mælkesyren begyndte at brænde i hele kroppen. Hvor jeg bare havde ondt overalt. Samtidig var det svært, fordi det faktisk blæste ret meget den dag. Og når det blæser, er risikoen for at lave et fejltag langt, langt større. Så der begyndte at komme en vis nervøsitet for, om det nu ville holde hjem. Jeg kan huske, da Thomas Ebert til sidste råbte ”NU”, at jeg nærmest blev overrasket. For vi havde jo en længdes forspring, og det var noget af en risiko at tage, hvis vi skulle dødsspurte i så svært vand.

Guldfireren - med Eskild Ebbesen yderst til højre - med guldmedaljer om halsen efter triumfen ved OL i Beijing.

- Men vi havde alligevel så meget margin, at afslutningen gik rigtig fint, og vi holdt stort set den her længde helt til mål. Men det var først ti meter før målstregen, at vi sådan endelig kunne sige: ”Nu kan det ikke gå galt!”. Og så kom forløsningen.

- Jeg husker særligt det moment, hvor vi passerede målstregen. Den der forløsning da det lykkedes. Den fornemmelse glemmer jeg altså aldrig.

- Så indfandt euforien sig. Med ét startede en lang periode med fejring. Publikum råbte og skreg ind over søen. Vi skulle hen og have vores medalje og høre nationalmelodien. Hele den trummerum var bare en helt vild oplevelse, som der jo kun er meget få mennesker, der får lov at opleve. Det var glæde og eufori. Men på en måde var det også bare en lettelse, fordi vi havde lagt stort pres på os selv. Det var en blanding af forskellige følelser på én gang. Det var stærkt. Man skal huske, at en OL-finale er det ultimativt største i roning. Det er noget, som vi træner til i et helt liv, og så kulminerer det på de her seks minutter, hvor tingene skal fungere optimalt, hvis man skal have en chance.

- Og med ét skete der ligesom et paradigmeskifte. For i nærmest tre-fire år havde den her OL-finale jo styret alt i vores liv. Alle vores valg i hverdagen havde jo handlet om at blive klar til den her OL-finale. Hvad skal vi spise? Hvornår skal vi sove? Hvad skal vi sige? Hvad skal vi gøre? Og pludselig så var hele den styring bare væk. Det var en ret mærkelig følelse at stå med. Jeg havde prøvet det nogle gange før, men det var bare et kæmpe skifte i ens drivkraft og fokus i dagligdagen. Alt ændrede sig markant i det sekund, vi krydsede målstregen.

Eskild Ebbesen fejrer OL-guldet i 2008 i OL-byen i Beijing.

- Det var en fejring af frihed og af, at vi ikke længere var styret af det her kæmpe store mål. Nu kunne vi spise, drikke, sove og gå i byen som vi ville. Der var en del forpligtelser med pressemøder, interviews, receptioner og så videre. Men det var bare sjovt, når man havde vundet. Det var en god oplevelse. Festen var startet. Og det var startskuddet til en ugelang fejring i OL-byen.

- Jeg havde en ekstra stærk følelse i forbindelse med denne guldmedalje. Vi havde jo haft en periode, efter jeg var kommet tilbage til fireren, hvor vi ikke helt fandt det niveau, som vi egentlig havde drømt om. Eller som jeg havde drømt om. Året før vandt vi faktisk ingen regattaer internationalt. Vi var aldrig helt oppe at snuse til guldmedaljerne. Derfor havde jeg også svært ved at bilde mig selv ind, at det var muligt at vinde en olympisk guldmedalje.

- Så det var først, da vi havde en udskiftning halvanden måned før OL, hvor vores reserve kom på holdet, at vi pludselig fandt en fart. Pludselig havde vi nogle tider og et niveau, hvor jeg tænkte, at OL-guld var realistisk. Det var en hård periode, hvor vi kæmpede så hårdt, men bare ikke fik de resultater, vi var vant til. Men at komme igennem den periode, hvor vi til sidst vidste, at vi havde niveauet, det var fantastisk. Så al den usikkerhed vi havde oplevet, gav mig bare en ekstra særlig forløsning, da vi krydsede målstregen.

Guldfireren med Eskil Ebbesen yderst til venstre viser OL-guldet fra 2008 frem til Kronprins Frederik.