Roning

Dansker tør ikke tænke på OL-forberedelse uden økonomisk støtte

Lige nu er det uvist, hvordan Fie Udby kommer til at forberede sig frem mod OL i 2021. Manan Vatsyayana / Scanpix Denmark

Fie Udby er en af de atleter, som er afhængig af støttekroner fra Team Danmark for at kunne forberede sig optimalt til OL.

Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at OL er blevet udskudt til sommeren 2021.

Og mens det betyder en stille sportssommer for tv-seerne, så kan det få langt større konsekvenser for udøverne.

En af dem er Fie Udby, som lige nu står i en svær, økonomisk situation, fordi hendes støtte fra Team Danmark og sponsorerer kun var aftalt til 2020, hvor OL skulle have været afholdt.

- Jeg tænker ikke på det til daglig, fordi vi har Team Danmark, og vi har et godt støttenetværk. Det vil blive en rigtig hovedpine, hvis jeg skulle til at tænke på de ting selv. Det tør jeg faktisk ikke, siger Fie Udby i TV 2 SPORTs videopodcast 'Hjemmefra: Sportens verden lider under covid-19', som kan ses på TV 2 PLAY.

Støtten går blandt andet til at finansiere hendes træner, træningslejre og i det hele taget optimale træningsvilkår.

- Lige nu er der uvished omkring alt det, og det er rigtig hårdt.

Arbejder på en hjælpepakke

Men hjælpen kan være på vej. Team Danmark og Danmark Idrætsforbund arbejder nemlig på en økonomisk hjælpepakke, der skal sikre økonomien for atleterne et år mere - altså frem mod OL næste år.

Og det er afgørende for, at roeren kan forberede sig bedst muligt.

- Et sundt fundament og et godt økonomisk grundlag gør, at jeg kan få alle finesserne med. Jeg træner mellem 20 og 30 timer om ugen, men det er også vigtigt, at jeg får restitueret bedst muligt.

- Det hele skal gå op i en højere enhed med de små træningsdele, siger hun.

Stress over økonomi endte med skade

Selvom situationen er præget af uvished for Fie Udby, er den ikke uvant. Op mod VM i 2017 var hun nemlig så stresset over økonomien, at det endte med at koste hende en skade.

- Jeg havde for meget at fokusere på udover selve træningen, fordi jeg skulle have støttekroner ind. Det betød, at der var så meget træning, at jeg ikke havde fået lavet, og jeg fik ondt i ryggen.

Det endte efter eget udsagn med, at hun stillede 'meget uforberedt' op til VM.

Derfor har hun også et klart håb for den nærmeste fremtid.

- Jeg krydser fingre for, at det kommer til at fungere med økonomien, så jeg kan få ro i sjælen og fokusere 100 procent på at træne, lyder det.