Roning

Sverri Nielsen jagter EM-medalje: - Jeg kan ro endnu stærkere

Sverri Nielsen repræsenterer Danmark, men er egentlig færing. (Arkivfoto) Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Sverri Nielsen har store forventninger til sig selv i EM-finalen, imens Fie Udby Erichsen tænker mere langsigtet.

Du kan se finalerne i EM i roning på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY søndag klokken 11.10.

Der er rig mulighed for danske medaljer, når finalerne ved EM i roning søndag afvikles i polske Poznan.

En af de største medaljechancer er hos færingen Sverri Nielsen, der stiller op for Danmark i herrernes singlesculler. Han vandt nemlig sin semifinale sikkert og henviste blandt andre den tyske verdensmester Oliver Zeidler til tredjepladsen.

Sverri Nielsen har derfor store forventer til, hvad han kan levere søndag. Han tror på et godt resultat, da han føler sig godt tilpas.

- Sådan som jeg har det, vil jeg helt sikkert gå efter en medalje. Men der er så meget, der kan spille ind, hvis vejret er markant bedre. Det er tydeligt, at Oliver Zeidler kan ro stærkt, men han kan ikke håndtere det urolige vand hernede. Nordmanden Kjetil Borch er også hurtig, men jeg kan også ro endnu stærkere, end jeg gjorde lørdag, så jeg har en chance, siger han.

Thomas Poulsen, der er Sverri Nielsens træner, er heller ikke i tvivl om, hvad målsætningen skal være for den dansk-færøske roer.

- Der er ingen tvivl om, at han tager derned for at vinde en medalje. Han tog et kæmpe ryk sidste år, og nu er vi nede i, at det er detaljerne, vi arbejder på. Sidste år tog han jo et voldsomt ryk, hvor han gik fra at være fast deltager i B-finaler til at være medaljekandidat hver gang, siger Thomas Poulsen.

Nielsen ror sin første regatta i et år i denne weekend og er danskernes helt store medaljehåb, efter at han tog VM-sølv i 2019.

Resultatet er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at jeg føler, jeg udvikler mig. Det er OL-kvalifikationen, der er det vigtigste

Fie Udby Erichsen

Fie Udby har ikke store forventninger

Fie Udby Erichsen er også klar til finalerne søndag, efter hun tog en tredjeplads i lørdagens semifinale i kvindernes singlesculler.

Og efter resultatet er hun positiv inden finalen søndag, men hun tør ikke have store forventninger.

- Jeg viser, at jeg kan være med, så nu drejer det sig om få teknikken til at sidde i skabet ned gennem hele banen. Jeg skal turde arbejde hårdt hele ræset igennem og tro på, at jeg kan holde den. Men jeg har ikke store forventninger til finalen. Resultatet er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at jeg føler, jeg udvikler mig. Det er OL-kvalifikationen, der er det vigtigste, siger hun.

I semifinalen havde hun og træner Thomas Poulsen mulighed for at holde øje med konkurrenterne. Og det øgede faktisk forventninger en smule, selvom de ikke tænker på resultatet.

- Det ser ikke ud til at forhåndsfavoritterne (Irlands Sanita Puspure og Schweiz´ Jeannine Gmelin, red.) er så godt kørende, som de plejer at være. Så det kan sagtens være, at de er kommet fra en hård træningslejr og er kørt i hegnet, men bare beslutter sig for at stille op alligevel. Lørdag roede Fie faktisk sin hurtigste 500 meter mellem 1000 og 1500 meter, og det betyder hun er på rette vej og kan lægge noget på i slutfasen. Og det håber vi, at hun kan gøre i finalen, siger Thomas Poulsen.

Damefireren med Christina Juhl Johansen, Ida Gørtz Jacobsen, Lærke Berg Rasmussen og Frida Sanggaard Nielsen sikrede sig ligeledes en finalebillet.

Det samme gjorde Frederic Vystavel og Joachim Sutton i herrernes toer uden styrmand samt Nina Hollensen/Trine Dahl Pedersen i kvindernes toer uden styrmand.