Sverri Nielsen sikrer sig dansk finaleplads

Med en andenplads i sin semifinale er roeren Sverri Nielsen klar til finalen i singlesculler ved OL i Tokyo.

Sverri Nielsen er klar til at kæmpe om medaljer ved OL.

Den færøske roer, der repræsenterer Danmark, sikrede sig natten til torsdag en plads i finalen i singlesculler.

Det gjorde han ved at blive nummer to i sin semifinale, hvor de tre bedste gik videre.

Finalen i singlesculler afholdes fredag 02.45 dansk tid.

Sverri Nielsen var til at starte med ikke blandt de forreste. Ved 500-metermærket var færingen nummer fem, men det blev der langsomt lavet om på.

Efter 1000 meter var Nielsen firer. De andre lod til at have lagt for hårdt ud. Færingen kom nu hurtigt op som nummer tre, og så var finalebilletten i sigte.

Den blev sikret med en god afslutning. Nielsen kom i mål 2,39 sekunder efter den græske vinder Stefanos Ntouskos og 0,56 sekunder foran russiske Alexander Vyazovkin på tredjepladsen.

Færingen havde 1,16 sekunder ned til den tyske OL-favorit Oliver Zeidler, der med en fjerdeplads altså nu må nøjes om at ro om sekundære placeringer i B-finalen.