Roning

Dansk OL-håb fortsætter karrieren trods enorm skuffelse

Sverri Nielsen har sat sig nye mål, og han er nu klar til at lægge skuffelsen fra OL i 2021 bag sig.

Der er gode nyheder for danske fans af roning. Ja, faktisk for Danmark.

Færøske Sverri Nielsen, der stiller op under dansk flag ved internationale konkurrencer, har besluttet sig for at fortsætte karrieren. OL i 2024 er det store mål for medaljehåbet.

- Jeg kommer ikke tilbage for at hygge mig med det og bare være med til et VM og et OL. Jeg vil gerne tilbage på samme niveau, og jeg vil gerne ro om medaljerne, siger han til TV 2 SPORT.

Beslutningen kommer efter et halvt års selvvalgt pause.

Efter fjerdepladsen ved OL havde han brug for tid til at tænke sig om.

Faktisk lød det dengang fra roeren, at "det var nok det" med henvisning til, at karrieren var slut.

Missede medalje med få hundrededele

Og man forstår ham godt. OL i 2021 var en tung, tung oplevelse. Sverri Nielsen missede en bronzemedalje med bare femten hundrededele af et sekund.

Forinden havde han ikke været uden for podieplaceringerne siden EM i 2019.

Jeg er her for at prøve at være den bedste i verden

Sverri Nielsen, roer

Derfor tog den store skuffelse også hårdt på ham.

- Jeg var meget træt af det og klar til at lægge årerne på hylden.

- Jeg synes ikke, jeg har gjort så meget for at bearbejde det – og jeg ved ikke, om det er en fejl, eller om man bare kan give det tid, fordi så bliver det bare bedre, lyder det ærligt fra den stærke færing.

Har ikke set finalen igen

Skuffelsen sidder fortsat så meget i Sverri Nielsen, at han kun har set finalen én gang siden. I hvert fald af egen fri vilje.

- Jeg synes mere, jeg har prøvet at tage et skridt tilbage og holde mig lidt væk fra det. Jeg har ikke rigtig set finalen, uden at der er nogle, der har tvunget mig til det. Så til forskellige interviews og sådan noget har jeg set det. Jo længere tid der går, jo bedre bliver det.

- Jeg er stadig lidt indebrændt og lidt skuffet over, at jeg ikke fik taget en medalje i Tokyo (OL i 2021 red.), for jeg synes, jeg havde en ret god chance for at gøre det.

- Jeg synes stadig, det er ærgerligt, at jeg ikke fik gjort det der, for jeg ved jo ikke, om jeg kommer til at stå i samme situation, når vi kommer til Paris (OL i 2024 red.). Jeg ved ikke, om jeg kan ramme samme niveau, eller om de andre bare lige pludselig er bedre, siger han.

To ting skal blive bedre

Selvom roeren har svært ved at tænke tilbage på finalen for mere end et år siden, har han alligevel et håb om, at nogle ting er forbedret.

Den forhåbning gælder to parametre:

  • Det fysiske
  • Det mentale

Det skal blandt andet ske ved at nyde det hele lidt mere.

- Jeg prøver at undgå at havne i den situation, hvor jeg bare er virkelig træt af det og gerne vil have, at det er overstået.

- Jeg vil gerne komme til Paris og have nydt rejsen lidt. Jeg vil gerne være tilfreds med det arbejde og det fokus, jeg har lagt i sporten, uden at det skal være, fordi jeg har taget en medalje. Det er ikke kun det, der afgør, om det bliver en succes.

Det store mål

Og så er vi tilbage ved det store mål. OL i 2024. Først skal Sverri Nielsen kvalificere sig – og her kommer VM til at spille en stor rolle.

Top-9 er kravet for at komme i det fine OL-selskab. Men målet er mere end det.

- Min målsætning er sådan set at blive top-6, så jeg er fri for at ro B-finalen, hvor det kun er de tre hurtigste, der går videre. Hvis jeg ender i A-finalen, ryger jeg direkte videre til OL, så det er den første målsætning.

I det hele taget er Sverri Nielsen ikke bange for at sætte sig store mål. Se bare hans OL-målsætning herunder:

- Jeg synes, det er meget tidligt at kalde, at målet er medaljer, men det er jo det, det er.

- Jeg er her ikke for at gøre noget andet – jeg er her for at prøve at være den bedste i verden, og det må være det ultimative mål at tage medaljer, siger han.