Rio 2016

Efter historisk OL-triumf: Her synger de sig ind i alles hjerter

Fijis rugbyhold leverede sensationen natten til fredag og hentede landets første OL-medalje nogensinde. Det blev fejret med en stærkt rørende hymne.

Natten til fredag vandt Fiji OL-guld i mændenes rugbyturnering med en finalesejr på 43-7 over dets tidligere kolonimagt Storbritannien.

Det var en historisk bedrift af flere årsager. For sejren sikrede nemlig Fiji den første medalje ved et OL nogensinde.

Et stort øjeblik for øgruppen med 900.000 indbyggere. Og et endnu større øjeblik for rugbyspillerne, der fejrede den store triumf på en meget smuk måde.

Efter slutfløjt samledes truppen i en klynge og sang en af nationens traditionelle hymner, I Jiova, der er en sang om guddommelig vejledning.

Se rugbyspillernes rørende hymne i videoen i toppen af artiklen. Se højdepunkter fra selve finalen i videoen her:

Korsang er en gammel tradition på Fiji. Ifølge rugbyspillerne er det med til at danne tættere bånd spillerne imellem.

Det er da heller ikke første gang, Fiji rugbyhold synger hymner på grønsværen. I klippene herunder kan du se andre rørende eksempler på øgrupperugbyspillernes skønsang.

Fiji opnåede uafhængighed fra Storbritannien for 46 år siden, den 10. oktober 1970.

14 år inden da deltog Fiji for første gang ved OL som selvstændig nation. Det var i Melbourne i Australien i 1956. Siden da har atleter fra landet deltaget ved alle OL på nær 1964 i Tokyo og 1980 i Moskva.

Men vi skulle altså helt frem til den 11. august 2016, før Fiji fik sin første OL-medalje. Og så af guld.

At denne betød en hel del for spillerne, var da heller ikke til at overse efter slutfløjt. Se bare i videoen her hvordan rugbyspillerne reagerer med glædestårer.

Fijis rugbydrenge med landets første OL-medaljer nogensinde om halsen.
Glade holdkammerater i omfavnelse.
Store smil og en en guldmedalje.

SE OL PÅ TV 2 PLAY HER.