Rugby

Rugbystjerne gik igennem tårer og frygt og erklærede sig homoseksuel

Gareth Thomas var gift med en kvinde, men inderst inde var han homoseksuel. I 2009 erklærede han åbent, at han er til mænd.

Antallet af homoseksuelle blandt mandlige sportsudøvere er ganske få.

I en undersøgelse, som TV 2 SPORT har lavet blandt spillerne i Herre Håndbold Ligaen, fortæller kun 1 ud af 118 spillere, at han er homoseksuel.

Vedkommende har ikke ønsket at stå frem ved navn.

En af de få, der til gengæld har valgt at stå frem med sin seksuelle orientering, er den walisiske rugbyspiller Gareth Thomas.

Thomas er en sand rugbylegende og en af Wales’ mest kendte sportsudøvere.

I december 2009 var han spilleren med flest landskampe for Wales og den næstmest scorende spiller fra det rugbyglade land. I sine sidste landskampe bar Gareth Thomas også anførerbindet for sit land.

I privatlivet gik alt dog ikke perfekt. Tidligere havde hans kone Jemma Thomas måttet abortere ufrivilligt hele tre gange.

Den sidste gang var i 2006. Det var også året, hvor Gareth Thomas fortalte Jemma, at han var homoseksuel. Og at han havde vidst det siden 1990, da han var 16 år gammel. Parret søgte kort efter om skilsmisse, som blev officiel i 2009.

Senere samme år, 18. december, fortalte den dengang 35-årige waliser så omverdenen om sin seksuelle orientering.

Det var dengang bestemt ikke normalt, at spillere i elitesport fortalte åbent om homoseksualitet.

Og med tanke på rugbysportens hårde og kontante spillestil var det endnu mere overraskende, at Thomas meldte det åbent ud.

Faktisk var Gareth Thomas den første professionelle rugbyspiller til åbent at erklære sig homoseksuel. I lang tid havde han dog håbet på, at han kunne undertrykke sin seksuelle orientering.

- Jeg troede, at jeg kunne holde det lukket i et mørkt hjørne for mig selv, men det kunne jeg ikke. Det var, hvad jeg var, og det kunne jeg ikke ignorere mere, sagde Gareth Thomas ifølge The Guardian i forbindelse med sin åbne udmelding i 2009.

Fra selvmordsforsøg til forbillede

Gareth Thomas var dog tæt på ikke at kunne fortælle omverdenen om sin seksualitet.

Efter indrømmelsen over for sin kone i 2006 forsøgte Thomas at tage sit eget liv. En bog udgivet i 2014 fortæller, at han flere gange forsøgte selvmord ifølge The Telegraph.

Den nat, hvor Jemma Thomas gik fra ham, havde han taget et gråt jakkesæt på og ville drukne sig selv i poolen – heldigvis lykkedes han ikke med det.

Gareth Thomas arbejdede med sine indre dæmoner, og i december 2009 var han så klar til at fortælle resten af verden om sin homoseksualitet.

- Jeg har været igennem alle slags følelser – tårer, frygt og absolut fortvivlelse. Jeg var ikke sikker på, om jeg nogensinde ville lade folk vide det, og for at være helt ærlig, så føler jeg mig ret ængstelig over folks reaktion og effekten, som det måske får for min familie, sagde Gareth Thomas.

Men for waliseren var erklæringen nødvendig. Ikke bare for ham selv, men også som et signal til omverdenen og den kommende generation.

Gareth Thomas støttede den britiske version af Børnetelefonen, ChildLine. Han hjalp dem økonomisk, og servicen var også med i hans statements omkring offentliggørelsen af hans homoseksualitet i 2009.

- Det har været rigtig hårdt for mig at gemme den person, jeg i virkeligheden er. Og jeg vil ikke have, at det skal være sådan for den næste unge person, der vil spille rugby eller bare er et skræmt barn.

- Jeg ved ikke, om mit liv bliver lettere, fordi jeg er ’ude’. Men hvis det hjælper andre, hvis det får bare én ung person til at ringe til ChildLine, så vil det være det værd, sagde Gareth Thomas.

I 2010 blev Gareth Thomas kåret som den mest indflydelsesrige homoseksuelle person i Storbritannien af The Independent. Samme år modtog han prisen som 'Hero of the Year' af Stonewall, der er en af Europas største LGBT-organisationer.

En af Wales’ bedste

Gareth Thomas debuterede for Wales tilbage i 1995, hvor han lavede et hattrick.

Fire år senere scorede han så hele fire gange mod Italien. Kun syv walisiske spillere har scoret fire gange i én kamp i historien.

Thomas spillede 100 kampe for Wales’ landshold, og da han trak sig tilbage fra landsholdet i 2007, var han stadig den rugbyspiller fra Wales med flest landskampe. En rangliste, hvor han i dag ligger på en delt fjerdeplads.

Han er den næstmest scorende spiller i walisisk rugbyhistorie. Thomas var med til flere VM-turneringer, hvor hans bedste resultater var to kvartfinaler.