49'er fortsætter metal-kursen
Den danske 49'er fortsatte onsdag den imponerende sejlads under de vanskelige forhold i Qingdao, og holder sig støt på medaljekursen.
I den første sejlads ud af dagens tre sluttede den danske båd med Jonas Warrer og Martin Kirketerp på en flot fjerdeplads - og nok så vigtigt holdt de Australien bag sig. Den båd, som danskerne kæmper med førstepladsen om.
Det lykkedes også for danskerne i den anden sejlads, hvor danskerne igen distancerede australierne. Danskerne kom i mål på andenpladsen, mens Australien kom i mål som nummer fire.
Desværre for danskerne svarede australierne igen i dagens tredje og sidste sejlads. Den australske båd sluttede som seks'er, mens den danske båd kom ind som nummer ni.
Sammenlagt ligger den danske båd på andenpladsen med 30 point. Et point efter Australien, der har 29 point, og 10 point foran Italien på tredjepladsen.
I sejlsporten får man samme pointtal som den placering, man havner på, og derfor fører den båd, der har den laveste score.