Rio 2016

Kronprinsen i studiet hos Mikkel Beha: Jeg har drømt om at sejle ved OL

Mikkel Beha havde fornemme gæster på sin fødselsdag, hvor HKH Kronprins Frederik kiggede forbi hans studie til en snak om sejlsport.

HKH Kronprins Frederik gæstede torsdag TV 2’s sejlstudie i Rio. Her var han gæst hos 50 års fødselaren Mikkel Beha til en snak de danske sejlere og Kronprinsens eget forhold til sporten.

Mikkel Beha ville gerne vide, om Kronprinsen har forventninger om danske medaljer i sejlads.

- Ja, det har jeg da. Jeg har forhåbninger for at bruge et mere diplomatisk udtryk, siger Kronprinsen.

I London blev det til to medaljer for de danske sejlere, da Jonas Høgh-Christensen tog sølv, mens Allan Nørregaard og Anette Viborg tog bronze.

Det tal tror Kronprinsen snart er nået igen.

- Jeg vil da håbe, at vi om en uge har i hvert fald lige så mange medaljer, som vi fik i London. Der synes jeg også, vi klarede det rigtig godt, siger Kronprinsen.

Allan Nørregaard er denne gang med i én af de nye bådklasser, og han og makkeren Nathalie Brugger har givet Kronprinsen et godt indtryk.

Desuden er HKH meget imponeret over de danske sejleres pyske, hvor blandt andre Jonas Høgh-Christensen og Anne-Marie Rindom har været ramt af henholdsvis uheld og diskvalifikation.

- Og så vil jeg gerne lige sige om Anne-Marie Rindoms psyke, at det er flot, at hun præsterer efter at blive diskvalificeret.

Selv har Kronprinsen i mange år holdt af at sejle, og tanken om ikke kun at være på land ved et OL har da også strejfet ham.

- De gange, jeg har været til OL, er glæden og iveren blevet vakt i mig. I særdeleshed når man ser de danske sejlere. Så har man jo drømme, og det har jeg også. Så ja, jeg har forestillet mig at ligge derude, siger Kronprinsen.

Den drøm forsøger Mikkel Beha efterfølgende at sætte yderligere kog i.

- Der er jo gode nyheder for herrer i vores alder. I Nacra 17 er Argentina repræsenteret med en skipper på 54 år, som sejler sit femte OL. Så det er ikke for sent, forklarer fødselaren.

- Ej, hvor sjovt. Det var jeg slet ikke klar over. Så må man bare komme i gang på den dér dobbeltskrogede. Det er alletiders, siger Kronprinsen.