Iskolde sejlere er én sejr fra OL-guld: Vi skal bare give den gas
Opskriften på OL-guld i 49erFX-klassen er ganske simpel. En sejr i medaljesejladsen er nok.
Medaljesejladsen kan ses på TV 2 Charlie kl. 20:15
Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen ligger på en delt førsteplads i 49er FX-klassen, efter de tirsdag leverede tre fremragende sejladser.
- Vi er rigtig glade. Vi havde ligesom noget, vi skulle indhente fra i går (mandag, red.), hvor det ikke gik så godt i alle sejladserne, så det var rigtig godt, sagde Jena Mai Hansen.
Men det kan ikke undgå at blive en ekstremt nervepirrende medaljesejlads, der torsdag aften skal afgøre medaljefordelingen.
Sammen med Spanien og Brasilien ligger de på 46 point, mens New Zealand er ét point efter med 47 point i løbet, hvor det gælder om at slutte med færrest point.
Stilling
- Spanien 46 point
- Brasilien 46
- Danmark 46
- New Zealand 47
I medaljesejladsen bliver pointene fordoblet, hvilket betyder, at den rækkefølge, bådene kommer i mål i, afgør, hvem der vinder guld, sølv og bronze.
På trods af den nervepirrende situation tager danskerne det hele ganske roligt inden den afgørende sejlads.
- Vi ser vores chancer som gode. Vi tager det stille og roligt, og så skal vi jo bare ud og give gas. Det er jo bare, hvem der vinder, de bliver olympiske mestre. Vi har en god statistik i medaljesejlads, så vi har det fint med det.
- Vi har et fartoverskud i dag (tirsdag, red.), som gør vi også har mulighed for at vælge rigtigt, så det kunne da være lækkert, hvis vi kunne holde det. Det er da planen, sagde Jena Mai Hansen.
Medaljesejladsen kan ses på TV 2 Charlie omkring kl. 20:15.