Anne-Marie Rindom sejler sig i front før VM-afgørelse
Efter en anden- og femteplads tirsdag har Anne-Marie Rindom lagt sig i spidsen ved VM i Laser Radial.
Den danske sejler Anne-Marie Rindom er på vej mod et nyt stort resultat.
Før sidstedagen af verdensmesterskaberne i Laser Radial har hun lagt sig i spidsen i japanske Sakaiminato.
Hun avancerede fra den samlede femteplads til førstepladsen efter tirsdagens to sejladser, hvor hun blev nummer to og nummer fem. Det fremgår af arrangørens hjemmeside.
Dermed står hun med gode muligheder for at gentage bedriften fra 2015, hvor hun blev verdensmester. VM-guldet bliver afgjort onsdag, hvor der er to sejladser.
Tyvstart kan blive ligegyldig
Den foreløbige førsteplads er kulminationen på en opadgående kurve efter at have fået en uheldig VM-indledning med en tyvstart i anden sejlads og en 28.-plads i tredje sejlads. Den dårligste sejlads må trækkes fra, hvilket i Rindoms tilfælde er tyvstarten, som medførte en 57.-plads.
Anne-Marie Rindom blev europamester tilbage i maj. Også ved VM får hun hård konkurrence af europæere. Tyrkiske Ecem Güzel ligger nummer to med to point op til Rindom, mens finske Tuula Tenkanen og hollandske Marit Bouwmeester følger efter på de næste pladser.
U21-verdensmester Anna Munch deltager også ved det igangværende VM i Japan. Inden de sidste to sejladser ligger hun nummer 22 uden en realistisk mulighed for at vinde en medalje.