Anne-Marie Rindom er verdensmester
Anne-Marie Rindom har genvundet VM i Laser Radial, der er en del af det olympiske program.
For anden gang i karrieren kan Anne-Marie Rindom kalde sig verdensmester.
Onsdag morgen dansk tid genvandt hun titlen i Laser Radial, der er en del af det olympiske sejlsportsprogram.
Anne-Marie Rindom sejlede sig i spidsen af konkurrencen tirsdag, og i onsdagens to sejladser formåede hun altså at forsvare sin føring i vandet ud for japanske Sakaiminato.
I den første af de to afsluttende sejladser blev Rindom nummer seks takket være et succesfuldt sats ude på vandet.
- I går havde jeg en sindssygt god dag, så i dag skulle jeg gå ud og ’play it safe’. Hvilket ikke sker. Jeg laver en lortestart, og alle mine konkurrenter er langt foran. Jeg lå andensidst ved topmærket, og så tager jeg en chance og går ud til venstre. Det betaler sig. For der kommer et kæmpe vindtryk, der gør, at bådene sejler meget hurtigere. Og så blev jeg nummer seks i mål. Det var en altafgørende sejlads, siger Anne-Marie Rindom til TV 2 SPORT.
- Jeg havde vundet VM før sidste sejlads. Det er sindssygt at gøre det.
I den afsluttende sejlads tog østjyden det med ro. Rindom lå hele tiden i slipstrømmen af de forreste både og sejlede i mål på en 15.-plads.
Det er anden gang i karrieren, at hun vinder VM-guld i Laser Radial. Første gang var i 2015. Hendes første Laser Radial-guld blev fulgt op af bronze ved både VM og OL i 2016, og sidste år var hun tilbage på VM-podiet, da hun tog bronze i Aarhus.
Bronzemedaljen i Aarhus betød også, at hun sikrede en dansk nationsplads i Laser Radial til næste års OL, og hun er storfavorit til selv at udfylde pladsen. Hun har erklæret, at målet er at blive olympisk mester.
Tilbage i maj blev Anne-Marie Rindom også europamester i Laser Radial.
I 2009 blev hun verdensmester i Europajolle, der modsat Laser Radial ikke længere er på det olympiske program.