Coronavirus

Dansk medaljehåb: OL-udskydelse giver atleterne ro

Anne-Marie Rindom mener, at udskydelsen af OL giver ro på træningen. TV 2 SPORT

Anne-Marie Rindom mener, at det er den rigtige beslutning at udskyde OL, så atleterne slipper for at stresse.

Udskydelsen af OL i Tokyo til 2021 gavner alle de atleter, der trods coronavirusrestriktioner verden over har forsøgt at forberede sig, som skulle deres karriere toppe i juli og august.

Sådan lyder det fra en af dem, Laser Radial-sejleren Anne-Marie Rindom, der mener, at en OL-udskydelse giver atleterne ro i sindet.

- Jeg synes helt klart, at det er den rigtige beslutning at tage. Det er rigtig godt for atleterne, fordi der ikke er nogen, der presses til at skulle træne sindssygt hårdt i den her tid.

- Nu udskydes OL, og så kan man få lidt mere ro på og gøre, som myndighederne anbefaler i den her periode, da man ikke skal træne hårdt, så man kan overholde alle de regler, sundhedsvæsenet har pålagt os.

- Og så kan man bedre nå at have en god forberedelse frem mod OL, og jeg tænker også, at OL bliver mere fair af at blive udsat, siger hun.

Ved at udskyde legene i et år sikrer man ifølge sejleren også, at OL bliver med konkurrencer på allerhøjeste niveau, hvilket legene har for vane at være i næsten alle sportsgrene.

- Jeg vil gerne til et OL, hvor jeg føler, at alle har haft en så god og lige forberedelse som muligt. OL skal være det højest mulige niveau, det er også det, tilskuerne og fans gerne vil have. OL skal være på 100 procent, og det ville det ikke have været, hvis eksempelvis os sejlere ikke havde haft mulighed for at sejle i et halvt år op til.

- Hvis OL nu bliver i sommeren 2021, så bliver næste forår lidt det samme, som det skulle have været i år inden OL. Det vil give en god forberedelse, så vi kan vise vores bedste sportslige side frem i Tokyo, siger Anne-Marie Rindom.

Heldigvis kommer jeg fra en sportsgren, hvor vi er ret gode til at skulle omstille os på grund af vind og storm

Anne-Marie Rindom

'Kan ikke få mig helt op og ringe'

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår OL skal afvikles i 2021, men det ligger fast, at det senest bliver i sommerperioden. I år skulle det have været afviklet fra 24. juli til 9. august.

Anne-Marie Rindom blev verdensmester i 2019, og hun blev kåret som årets sejler på verdensplan. Selv om VM-titelforsvaret i begyndelsen af 2020 endte med en fjerdeplads, var hun udpeget som et af de varmeste danske medaljebud ved legene i Tokyo.

I den kontekst er OL-udskydelsen ærgerlig, men hun har allerede vænnet sig til tanken om, at hun først skal toppe næste år.

- Det er da super ærgerligt, men det kan ikke få mig helt op at ringe. Jeg havde set en OL-udskydelse komme i løbet af de sidste par dage. Jeg havde tænkt, at jeg skulle peake under OL, og jeg er i rigtig god form i øjeblikket.

- Er det så spildt? Nej, det synes jeg ikke. Min grundform er blevet bedre, og den grundform skal jeg forsøge at bevare det næste års tid, så jeg bliver endnu bedre.

- Heldigvis kommer jeg fra en sportsgren, hvor vi er ret gode til at skulle omstille os på grund af vind, storm, og jeg ved ikke hvad. Så på den måde er vi sejlere ret godt klædt på til at håndtere det her, siger hun.

Udskydelsen af OL kan i stedet bane vej for, at hun deltager ved EM i år, hvilket ellers ikke var planen. EM skulle være sejlet i maj, men er udsat til en endnu ukendt dato.

- Hvis EM bliver sejlet til efteråret, kan det være mit peak-stævne i 2020. Jeg føler mig omstillingsparat til at have nye mål, selv om OL stadig er det største mål, uanset hvornår det bliver, siger Anne-Marie Rindom.