Sejlsport

Dansker indstiller 2020-sæson i sejlsportens Formel 1

Nicolai Sehested. Usa Today Uspw / Ritzau Scanpix

Anden sæson af SailGP med det danske islæt Nicolai Sehested rykkes til 2021 på grund af coronapandemien.

Bådene i klassen SailGP - populært kaldet sejlsportens Formel 1 - kommer ikke til at konkurrere mere på vandet i 2020 som følge af coronapandemien.

Det oplyser SailGP på sin hjemmeside.

Den anden sæson i klassen, der tæller en dansk båd med Nicolai Sehested, bliver i stedet omlagt til at blive afviklet i 2021, lyder det.

Det blev en realitet, efter at blot et af de fem planlagte stævner hen over året er blevet afviklet.

- Denne forfærdelige pandemi har ført til det tragiske og vedvarende tab af hundredtusinder af liv, indleder SailGP-direktør Russell Coutts.

- Vores fokus er nødvendigvis på at vende tilbage på et tidspunkt, hvor begivenhederne ikke udgør en unødig intern eller ekstern risiko, tilføjer han.

Man nåede kun at afvikle første event i Sydney, hvor Storbritannien vandt foran blandt andre Danmark på sjettepladsen ud af de syv både.

De resterende events skulle have foregået i San Francisco, New York, engelske Cowes samt i København til september.

Resultatet fra Sydney vil dog blive annulleret, når man efter planen vil starte den anden sæson i april 2021. Til den tid er det hensigten at udvide serien fra fem til syv events.