Anne-Marie Rindom testet positiv for coronavirus
En træningslejr i sejlads har måttet indstille sine træningsaktiviteter, da der er opstået smitte med coronavirus.
I alt er syv personer testet positiv for coronavirus i forbindelse med en træningslejr i sejlads i Aarhus.
Den ene er Anne-Marie Rindom, som var tæt på at vinde EM-guld ved de afsluttende finalesejladser ved Gdansk i Polen i sidste uge. Yderligere tre personer udviser symptomer.
Det oplyser Dansk Sejlunions direktør, Christian Lerche, til TV 2 SPORT.
- Fem af vores elitesejlere og to af vores trænere er smittede. Og blandt dem er nogle af vores allerbedste sejlere - herunder Anne-Marie Rindom, lyder det.
I uge 42 samles landsholdssejlerne hvert år til en træningscamp i Aarhus, og på grund af forsamlingsforbuddet var de kun 50 til stede i år, selvom de under normale omstændigheder er langt flere samlet.
To potentielle smittekæder
Ifølge Christian Lerche kan virussen være båret hjem fra EM i Polen. Han fortæller, at Anne-Marie Rindom ellers testede negativ, da hun vendte hjem fra stævnet.
- Hun blev så testet igen lørdag, og den viste sig så at være positiv, fortæller Christian Lerche.
Af de sejlere, der var i Polen, er det altså kun Anne-Marie Rindom, der har testet positiv.
- Af de øvrige smittede har vi har en mistanke om, at de kan være blevet smittet udefra i forbindelse med træningslejren, lyder det.
Dansk Sejlunion betragter de 50 personer, der har deltaget i træningslejren, som nære kontakter. Hvilket vil sige, at alle er gået i selvisolation med det samme.
"Slemme dage"
Selv fortæller sidste års EM-vinder, at hun ikke er på toppen.
Det har været nogle hårde dage siden lørdag, hvor hun altså fik at vide, at hun var smittet.
- Det er blevet lidt bedre i løbet af de sidste par dage, men jeg har haft høj feber, ondt i hovedet og i hele kroppen, fortæller sejleren til TV 2 SPORT.
Ud over EM-titlen sidste år vandt Anne-Marie Rindom også VM i 2019, hvilket var anden gang, hun blev verdensmester efter også at have vundet VM i 2015.