Rindom i tårer - ude af sejlads, der kunne have sikret hende guldet

Det danske OL-guldhåb Anne-Marie Rindom udlever en mareridtsdag på vandet i Tokyo.

Hun lå i sikker kurs mod OL-guldet og skulle bare spille sikkert, men med ét blev alt ændret.

Pludselig fik hun et gult flag, fordi hun vrikkede for meget med sit ror, lige før start efter en duel med den hollandske båd i tiende og sidste sejlads før medal race. Rindom var ellers langt foran i den samlede stilling. Nu ender hun som nummer 45 ud af 45 nationer på tiende sejlads.

Heldigvis er reglen for den samlede score, at sejlerne kan trække deres dårligste løb fra. Det betyder, at hun ikke får de 45 point, som hun ellers lå.

Rindom fortæller efterfølgende, at hun har fundet ud af, at hun kunne have deltaget i tiende sejlads. Læs hendes reaktion her.

Stillingen inden race 10 (det gælder om at have færrest point)

  1. Rindom (DAN), 38 point
  2. Bouwmeester (HOL), 64
  3. Plasschaert (BEL), 66
  4. Olsson (SVE), 69
  5. Zennaro (ITA), 71

Hun sejlede på vandet i tårer, talte til sig selv, til dommerbåden og til sin landstræner. Hun diskuterede og argumenterede, men kunne næsten ikke få ordene ud, fordi hun var for rørt og oprørt.

Tidligere på morgenen endte hun som nummer 26 i niende race, hvilket betyder, at den score nu desværre kommer i spil.

Sikker føring før medal race

I situationen, hvor Rindom blev straffet, rakte både hollænderen Bouwmeester og danskeren armen i vejret og råbte "protest". Det her kan sagtens få et efterspil.

Hvis man skal se på det positive i alt det her, så kan hun trøste sig med, at hun er sikker på at ligge nummer et før søndagens medal race, da hun inden det katastrofale tiende race førte med 26 point.

Hvor stor den føring bliver, afhænger af tiende sejlads, som netop er i gang.

I søndagens medal race sejler de ti bedste mod hinanden, hvor pointene tæller dobbelt.

Vi følger situationen tæt og liveblogger om hele situationen her og om tiende race, hvor vi har fokus på hendes nærmeste modstandere og muligheder efter den chokerende udvikling.