OL Tokyo 2020

Anne-Marie Rindom vinder OL-guld

Anne-Marie Rindom gik ind til det sidste sejlads med en føring, men det var flere gange tæt på at glippe.

Danmark har for første gang vundet guld ved OL i Tokyo.

I søndagens afsluttende medaljerace i Laser Radial-klassen blev Anne-Marie Rindom nummer syv, og det var altså - efter en særdeles dramatisk afslutning - nok til at bevare den føring på syv point, som hun havde efter de indledende sejladser.

Dermed kan Anne-Marie Rindom kalde sig olympisk guldvinder.

Top-3 i Laser Radial

  • Guld: Anne-Marie Rindom (Danmark) - 78 point
  • Sølv: Josefin Olsson (Sverige) - 81 point
  • Bronze: Marit Bouwmeester (Holland) - 83 point

At Anne-Marie Rindom formåede at fastholde føringen og sikre guldet, må betragtes som en stor lettelse, efter hun i fredags missede en stor mulighed for at sikre triumfen allerede inden søndagens sejlads.

Det er fjerde gang, at Danmark vinder en medalje ved De Olympiske Lege i den japanske hovedstad. Derudover er badmintonspilleren Viktor Axelsen sikker på at tilføje endnu en til samlingen mandag.

Dramatik fra start

Anne-Marie Rindom kunne gå ind til medaljekampen velvidende om, at hendes nærmeste konkurrent, Marit Boouwmeester, skulle ende fire placeringer foran Rindom, hvis guldet skulle skifte hænder.

Knap var det afsluttende sejlads skudt i gang, før der var dramatik. Flere både så ud til at tyvstarte, og da hollandske Bouwmeester, der var Rindoms nærmeste rival, troede, hun havde tyvstartet, valgte hun at tage en straf og komme bagud fra start.

Hollænderen fik forholdsvis hurtigt kontakt med den bagerste del af feltet. Ved første mærke lå Anne-Marie Rindom nummer seks, hvilket på det tidspunkt var nok til guld.

På vej ned til bundmærket, der markerede halvvejspunktet, lå Anne-Marie Rindom nummer syv, mens Bouwmeester var nummer otte.

Men herfra gik det stærkt. Hollænderen sejlede sig hurtigt op i feltet, og på vej op mod sidste mærke, var hun pludselig nummer tre, mens Anne-Marie Rindom haltede efter. En kort periode lå Bouwmeester til at tage guldet.

Fulgte i Bouwmeesters spor

Anne-Marie Rindom fortsatte sin egen jagt, og der skulle ikke gå lang tid, før den 30-årige dansker igen var tilbage på den virtuelle førsteplads.

Danskeren forblev på syvendepladsen efter det sidste mærke, men med Bouwmeester kun en enkelt placering foran så guldjagten ud til at gå som planlagt.

Helt i front sikrede svenske Josefin Olsson sejren i den afsluttende sejlads, og kort tid efter fulgte så Bouwmeester og Rindom – på en sjette- og syvendeplads.

Anne-Marie Rindom kunne derefter gå amok i guldjubel på vandet.

Det er anden gang i karrieren, at Anne-Marie Rindom får medalje ved OL. I Rio i 2016 blev danskeren nummer tre.