OL Tokyo 2020

- Hun er ved at blive en levende legende for øjnene af os

Anne-Marie Rindom har med flid, en legende tilgang til sporten og højt humør udviklet sig fra ung, uprøvet sejler til en af verdens allerbedste.

1. august 2021 opnåede Anne-Marie Rindom dét, som størstedelen af verdens atleter drømmer om. Hun vandt guld ved OL.

En kæmpe bedrift og et stort mål blev indfriet.

- Jeg er fuldstændig oppe at køre. Det er for vildt det her, sagde hun kort efter triumfen.

Men spoler man tiden 18 år tilbage, pegede alt ikke ligefrem i retning af en OL-triumf. Det fortæller den tidligere professionelle sejler Jonathan Bay, der selv har sejlet med Rindom og siden har fulgt hendes karriere tæt fra sidelinjen.

Første gang, han for alvor stiftede bekendtskab med Rindom, var i 2003, hvor de begge var kvalificeret til EM i optimistjolle.

- Hun var 11 eller 12 år på det tidspunkt, og hun kom ned til Kroatien og vidste ikke, hvordan man skulle binde sit eget sejl på. Derfor havde hun sin far med til at hjælpe hende igennem alle de oplevelser, der nu var ved at komme ned til EM som 11-årig.

- At se hende komme derfra til nu at være dobbelt olympisk medaljevinder, det har været noget af en rejse at kunne følge, og det er ret inspirerende at se, at hun er kommet så langt i sin karriere, siger Jonathan Bay til TV 2 SPORT.

Stor støtte fra familien

Og langt er hun kommet. Siden turen til Kroatien har Anne-Marie Rindom vundet så godt som alt, hvad der vindes kan i sejldisciplinen Laser Radial.

Af dem kan nævnes VM-guld i 2015 og 2019, EM-guld i 2019 samt OL-bronze i 2016. Og søndag blev en af de mest fornemme medaljer føjet til samlingen, da OL-guldet kom i hus.

Men som med enhver anden stor bedrift kommer man sjældent alene til guldet. Og her er Anne-Marie Rindom ingen undtagelse.

Gennem hele karrieren har den i dag 30-årige sejler haft stor støtte fra familien, der 20 år i træk har sat påskeferie-kursen mod Gardasøen, så Anne-Marie kunne holde træningen ved lige.

Anne-Marie er ved at udvikle sig til en levende legende for øjnene af os

Jonathan Bay om Anne-Marie Rindom

Samtidig har familien rejst med hele verden rundt, så hun kunne deltage i diverse konkurrencer. Derfor var det naturligvis også en stolt og rørt far, der søndag så sin datter sejle guldet i land.

- Det er et håb og en drøm, hun har haft så længe - en drøm, vi har haft så længe. Vi har været i gamet med hende i mange år, siger han til TV 2.

Kan blive den største nogensinde

De mange ture til Gardasøen og de utallige udlandsrejser vidner om en dedikeret sportskvinde, der vil gå langt for at vinde.

Og sandheden i den kobling kan Rindoms træningsmakker Anna Munch sagtens skrive under på.

- Hun er så megadedikeret, og hun arbejder hårdt for det hele tiden. Samtidig har hun den ild i sig, og hun har den evne til at præstere under pres, og det er bare det, hun kan, siger Munch til TV 2.

Dedikationen har efterhånden ført hende så langt, at den tidligere sejler og nuværende ekspert Jonathan Bay ikke tøver med at sende hende helt op i liga med nogle af de største danske sejlsportsikoner gennem tiden.

Udover søndagens OL-guldmedalje og de øvrige medaljer, minder Bay også om, at Anne-Marie Rindom i 2019 blev kåret til Rolex World Sailor of the Year. En pris, der regnes som den mest prestigefyldte pris i sejlsporten.

Da hun fik den, blev det for alvor klart for sejlsportsverdenen, at Rindom var noget helt specielt.

- Der gik det nok op for os alle sammen, at Anne-Marie er ved at udvikle sig til en levende legende for øjnene af os. Nu har hun to olympiske medaljer, og det er lidt historie, hun er ved at skabe.

- Hun er ved at sætte sig på kortet, så hun, når hun er færdig med sin karriere, har mulighed for at stå tilbage på lige fod med Jonas Høgh-Christensen, Lasse Hjortnæs og sågar også Paul Elvstrøm, hvis det bliver ved. Det er jo kæmpe, kæmpe fantastisk at sidde og se den her udvikling, mens det sker.

Det er så forfriskende, at det for en gangs skyld bare er det oprigtigt gode menneske, der vinder

Jonathan Bay om Anne-Marie Rindom

Spidse albuer har aldrig været nøglen

Selvom Rindom vil gå langt for at vinde, er hun langt fra kommet dertil, hvor hun er i dag, via beskidt spil.

Hun har haft en let og humørfyldt tilgang til arbejdet, og den evne har gjort hende til en særdeles vellidt person både i og udenfor sejlsportsmiljøet.

- Hun har altid i min optik været utroligt legende omkring sporten. Hun har altid fokuseret på, at det skal være sjovt og interessant. Jeg har aldrig set hende være alt for alvorlig omkring det, men hun forstår, at det her er en proces, og en rejse hun er på – uden at tage for let på det, og så vil hun vinde mere end nogen andre.

- Samtidig er Anne-Marie, som man kan se, når hun laver interviews, og når hun taler med folk, simpelthen så likeable et menneske. Og hun er så velset derude blandt alle. Alle holder af hende, og sådan er hun også i privaten, siger Jonathan Bay.

At Rindom er en vellidt person, er også blevet tydeligt for hovedpersonen selv. Især efter søndagens sejr, hvor lykønskningerne væltede ind.

- Det kan jeg virkelig godt mærke. Her til morgen var der så mange, der kom over til mig og sagde, at de synes, jeg er den rigtige vinder. Også efter det, der skete den anden dag, har folk været virkelig søde. Vi har det også megagodt i feltet. Vi er de værste konkurrenter, men det er også folk, vi er sammen med hele tiden, og vi er jo også kollegaer.

- Det betyder rigtig meget, at de synes, det er fedt, jeg har vundet, siger hun.

Rindoms tilgang til sporten og hendes medmennesker er altså i en klasse for sig, og ifølge Jonathan Bay gør det kun triumfen endnu mere speciel, at hun hele karrieren har haft den personlighed, hun har.

Fra EM i optimistjolle i 2003 til OL i Tokyo i 2021.

- Jeg synes simpelthen, det er så forfriskende, at det for en gangs skyld bare er det oprigtigt gode menneske, der vinder en sportslig konkurrence. Det er ikke hver dag, vi ser det, siger Bay.

- Vi er så vant til i sport, at det, for at sige det lige ud, er røvhullerne, der vinder. Det er dem, der tør skubbe alle andre til side og er lidt nogle egoistiske tosser derude, og sådan er Anne-Marie ikke.