Rindom vil ikke afvise, at hun går efter OL-guld i 2024
Kroppen har det godt, og derfor vil Anne-Marie Rindom bestemt ikke afvise, at hun kommer til at jagte endnu en guldmedalje ved OL i 2024.
- Den er virkelig tung, og den er virkelig shiny.
Det er en pavestolt og storsmilende Anne-Marie Rindom, der viser sin OL-guldmedalje frem for TV 2 SPORTs udsendte reporter i Tokyo.
Søndag kulminerede et helt livs hårdt arbejde, da hun kunne træde op på det øverste trin på OL-skamlen i Japan og tilmed smide en guldmedalje om halsen.
- Det er helt ubeskriveligt.
Følelserne er stadig store og bliver - ligesom guldmedaljen - vist frem i fuld flor af Anne-Marie Rindom, der med søndagens guldmedalje snuppede sit andet stykke OL-metal efter bronzen i Rio.
Men kan Danmark forvente mere metal ved olympiske lege fra den 30-årige sejler i fremtiden? Det er ikke slet ikke utænkeligt.
- Det er klart, at kroppen skal kunne holde til det, lyder det først og fremmest fra det nyeste skud på stammen af danske OL-guldvindere.
- Men kan kroppen klare det, så synes jeg, vi har et rigtig godt hold lige nu, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle fortsætte - men der kan selvfølgelig altid komme nogle andre tilbud og nogle andre veje i livet.
Et OL mere? Så bliver det igen i Laser Radial
Helt forståeligt er det ikke fremtiden og det næste OL i Paris om tre år, der fylder mest hos hovedpersonen selv lige nu.
Guldmedaljen i Laser Radial skal fejres med manér. Først i Tokyo - senere hjemme i Danmark. Så kan beslutningen om endnu en tørn i jagten på hæder på sejlsportens største scene tages senere.
Selv maner den nu mest vindende, kvindelige sejler i kongerigets historie dog noget af den meget spekulation om fremtiden i jorden.
Nogle danske sejlsportseksperter har nemlig luftet muligheden for, at den succesfulde Rindom kunne overveje at kvitte Laser Radial og i stedet stille op i en helt anden bådklasse i fremtiden.
Er det mest sandsynligt, at vi ser dig igen i samme klasse?
- Ja, det vil jeg sige, slår guldvinderen fast over for TV 2 SPORT.
Anne-Marie Rindom har ved OL i Tokyo deltaget i sine tredje olympiske lege.
Hun debuterede i London tilbage i 2012, inden det blev til bronze i brasilianske Rio i 2016 og nu guld i Japan. Og 2024 i Paris?
- Jeg må vente og se, fortæller Rindom med søndagens helt sikkert største danske smil til TV 2 SPORT.