35-årig norsk OL-helt snupper en sæson mere

Aksel Lund Svindal er trods sine 35 år klar til en sæson mere i den alpine World Cup, skriver norsk avis.

De norske skifans får mulighed for at juble videre over nationens veteran Aksel Lund Svindal. 

Den 35-årige alpine skiløber fortsætter således karrieren, og han er en del af det norske World Cup-hold i 2018/19-sæsonen. 

Det oplyser Claus Ryste, der er sportschef for holdet, ifølge NTB. Det har ellers været usikkert, om Svindal ville stoppe karrieren på grund af vedvarende knæproblemer. 

- Aksel er en fantastisk fyr og en vældig god skiløber. Han har bidraget på det norske hold i mange år, og det er strålende, at han fortsætter, siger Claus Ryste til det norske medie Nettavisen. 

Aksel Lund Svindal vandt i den forgangne sæson tre World Cup-løb, da han sejrede to gange i styrtløb og en gang i super-G. 

Sæsonens helt store højdepunkt kom ved vinter-OL i Pyeongchang i februar. 

Her blev Svindal Norges første olympiske mester nogensinde i styrtløb, som typisk regnes for at være kongedisciplinen. 

Veteranen sejrede foran sin landsmand, ven og træningsmakker Kjetil Jansrud, der med sølvmedalje sørgede for dobbelt norsk triumf. 

Aksel Lund Svindal har i karrieren vundet 35 World Cup-løb i alt. 

Han har siden 2006 hentet 11 World Cup-titler i alpint skiløb.