Der kommer en ny verdensmester i skiskydning – men hvem?

16x9
Lisa Vittozzi er nummet et i den samlede World Cup. Foto: Anders Wiklund / Ritzau Scanpix

KLUMME: TV 2 SPORTs skisportsekspert Kristian Wulff giver sit bud på, hvem vi skal holde øje med i kvindernes sprint.

Der er lagt op til en helt vildt spændende konkurrence fredag i kvindernes 7,5 kilometer sprint i skiskydning ved VM i Östersund.

Skiskydning er jo kendt for sin uforudsigelighed og kompleksitet med så mange små variabler, der skal gå op i den såkaldte højere enhed, for at man kan kalde sig verdensmester.

Indtil videre i denne sæson har der været afviklet syv sprintkonkurrencer i World Cuppen med seks forskellige vindere fra fem forskellige lande. Det fortæller i den grad noget om, hvilken konkurrence vi skal være vidne til: En uforudsigelig forestilling, hvor vi først til allersidst, når den sidste kvinde er kommet i mål, med sikkerhed kan kåre dagens vinder – den nye verdensmester i sprint.

Den regerende verdensmester, tjekkiske Gabriella Koukalova, der vandt det seneste sprint-guld ved VM i 2017 i Hochfilzen, har indstillet karrieren. Dette gør selvfølgelig konkurrence endnu mere åben.

Så hvem skal vi holde øje med?

De to italienere, Lisa Vittozzi og Dorothea Wierer? Ja, de er nummer 1 og 2 i den samlede World Cup, og de har begge vundet en sprintkonkurrence tidligere i denne sæson. De er begge to lynhurtige og præcise skytter. De kan vinde 5-10 sekunder på hver af de to skydeserier i forhold til de andre favoritter. Kan de så også holde tilstrækkelig med høj fart i skisporet, så kan det blive en historisk dag for italiensk skiskydning, der aldrig før har vundet VM-guld for kvinder.

Denise Herrmann? Ja, hun er lynende hurtig i sporet. Den hurtigste i denne sæson. Kan hun ramme alle 10 skud i sprinten, er hun næsten sikker på at vinde. Problemet er, at det har hun aldrig gjort.

Marte Olsbu Røiseland? Ja, hun er meget stærk i denne sæson og mere mentalt velforberedt. Hun har stabilt højt niveau med tre sejre i World Cuppen i denne sæson – to af disse i netop denne disciplin. Og endda også den seneste sprint i Soldier Hollow. Hun er en af de løbere, der kan køre allerhurtigst på den sidste runde efter den sidste skydeserie. Er hun inden for rækkevidde af guld efter sidste stående skydning, så ser hun sig ikke tilbage, men går benhårdt efter guldet.

Tiril Eckhoff? Ja, verdensmesteren i sprint fra VM 2016 i Oslo – på hendes hjemmebane. Hun kan gøre det igen, men hun har store mentale problemer på standpladsen, hvor hun gang på gang i denne sæson har vist, at hun ikke kan få det til at fungere som dengang på hjemmebane for tre år siden.

Laura Dahlmeier? Ja, hun har vundet alt, hvad man kan vinde - både OL og VM. Men hun har bøvlet med sygdom igen, igen, igen. Hun valgte ikke at stille til start i mix-stafetten på grund sygdom i kroppen og for at være klar til dagens sprint. Det bliver spændende at se, om hun så er klar?

Kaisa Mäkäräinen? Ja, hun har vundet en af sprinterne i denne sæson – den første sprint i sæsonen i Pokljuka i december. Stort set derfra er det gået lidt op og ned (mest ned) igennem sæsonen. Hun er sulten efter VM-guld – en kulør, som hun kun har én af igennem hendes lange og enormt flotte karriere. Hun er 36 år, så det er ved at være sidste chance.

Anastasia Kuzmina? Ja, den dobbelte olympiske mester i denne disciplin fra 2010 og 2014. Hun vandt også denne disciplin i Ruhpolding, da World Cup-cirkusset var der forbi i januar. Selvfølgelig er hun en kandidat, men som med Dahlmeier har Kuzmina også lidt problemer med helbredet i optakten til dette VM.

 Marketa Davidova? Ja, det unge tjekkiske stjerneskud. Selvfølgelig er hun også en kandidat til guldet. Hun vandt sprintkonkurrence i italienske Antholz i World Cuppen. Hun er en ydmyg 22-årig skiskytte, der til daglig læser til dyrlæge med speciale i rehabilitering af heste – ja, hun elsker heste. Bare se på hendes riffel, der er dekoreret med ”My Little Pony”. Hun er blevet hurtigere og hurtigere på skiene, og hun skyder bedre og bedre. En udvikling, der er gået vanvittig stærkt. Hun kan blive den, der sikrer, at VM-guld i sprint for kvinder forbliver tjekkisk efter Koukalovas guld i 2017.

Og så er der alle de andre af de 95 startende kvinder, der også kan spille en rolle. Det bliver virkelig interessant at følge!

Du kan se kvindernes sprint på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 16.15.