Skisport

Atleten fra det ydre rum

Johannes Bø er den helt store stjerne ved VM i skiskydning, hvor han forventes at levere flere store resultater.

Hvordan beskriver man en sæson, hvor det er blevet til 12 sejre ud af 18 mulige? Det er svært med jordiske termer.

- Han er en alien.

Det er de ord, Vetle Sjaastad Christiansen har lige på læben. Ikke noget med at overveje ordene. Vægte dem. Smage på dem. De sidder lige klar i mundtøjet og bliver sendt afsted med samme hast og præcision, som når nordmanden står med sin riffel på standpladsen i Östersund i disse dage ved VM i skiskydning.

Han har også det indgående kendskab til manden, han beskriver med et ord, der hos ældre filmelskere vil give billeder af Sigourney Weavers Ripley på nethinden. For Vetle Sjaastad Christiansen er nemlig holdkammerat med det, han beskriver som noget, der ikke hører hjemme på denne jord. En alien.

En ganske velvalgt beskrivelse. For der er noget overnaturligt, noget overjordisk ved den sæson som Johannes Thingnes Bø har leveret i World Cup-karrussellen. 18 gange er den 25-årige nordmand stillet til start i de individuelle konkurrencer. 12 gange har han stået øverst på skamlen som vinder. Kun fire gange udenfor podiet og med en niendeplads som sæsonens dårligste resultat. Den slags er uhørt og yderst sjældent set.

Manden fra Stryn i det vestlige Norge har været aldeles uhyggelig i år. For konkurrenterne. For spændingen. For skiskydningen er gået hen og blevet Johannes Thingnes Bø mod rosset.

Og det er også nærmest på samme måde, det føles for den suveræne nordmand.

Johannes Bøe under mixed-stafetten ved VM i Østersunds.

- Det var et vanvittigt godt løb. Jeg tog det som træning, lød det til NRK med det sædvanlige skælmske Bø-smil på læben, da han vandt sæsonens 12. sejr i Canmore i Canada et par uger før VM.

Ganske suveræn. Og en ny hersker i herrernes skiskydning, hvor franske Martin Fourcade ellers har regeret i de seneste syv sæsoner med syv samlede World Cup-trumfer. På stribe. I år er det vendt på hovedet. Ikke mere tricolore til tops. Nu er der norsk på verdenstoppen.

Et skift i verdensordenen, Et tronskifte, der ikke lå i kortene.

For før denne sæson havde Johannes Thingnes Bø mere tanke på kærlighed end kraftanstrengelser. Den 25-årige Bø måtte nemlig sørge for at kæresten Hedda ikke kom på bedre tanker, så han gik på knæ og friede.

Og med den slags følger et bryllup. Derfor var der ikke meget, der tydede på en drømmesæson, når sæsonoptakten bestod bryllupskage og bryllupsrejse end syretræning og max-test.

- Når jeg skal være helt ærlig, så har jeg næsten ikke trænet. Jeg giver mig selv 2 på en formskala fra 1-10, sagde han til norske medier op mod sæsonen.

Johannes Thingnes Bøe har med sin forrygende sæson haft go grund til at ringe med koklokken.

Men måske fru Hedda har givet den yngre Bø-bror - storebror Tarjei er også en del af det norske VM-hold - den ro, han har manglet i duellen med Martin Fourcade i de tidligere sæsoner. Måske sker der noget med frontallapperne, med tankegangen, med selvtilliden, når man modnes - både kropsligt og mentalt og påtager sig det ansvar det er, at være en ægtemand.

Men samtidig, så er skiskydning også noget helt andet end en simpelt formel: Skydning plus skiløb er ikke nødvendigvis lig med biathlon. Der er lige som noget andet. Noget uforklarligt, der i sidste ende giver udslaget. Giver et facit.

Eller som Johannes Bø selv har beskrevet det:

- Skiskydning er ikke matematik. Havde den, som havde trænet mest, været bedst her til vinter, så havde jeg ikke vundet. Sådan er det heldigvis ikke.

Men selvom matematik ikke gør det i sig selv, så skal man ikke have gået meget i skole for at regne ud, at Johannes Thingnes Bø vil stille op som favorit i alle de syv discipliner, han stiller op i under VM i den svenske by Östersund. Syv guldmedaljer lyder vanvittigt. Det vil det også være, skulle han stå tilbage med hænderne fyldt med de fineste medaljer. Men det vil ikke være umuligt. Slet ikke med den sæson, som den suveræne nordmand har leveret i år.

Torsdag tog han den første sejr sammen med det norske hold i mixed-stafetten. Lørdag eftermiddag venter så nordmandens første individuelle konkurrence, når herrernes sprint afvikles. Her vil alt andet end en Johannes Thingnes Bø-sejr være en overraskelse. For de fleste. Men ikke for hovedpersonen selv.

- Det er det vi kan lide ved sporten. Det er smertefuldt for os, men det er godt, at man aldrig kan sige, hvem der kommer til at vinde på forhånd. Hvert løb lever sit eget liv. Jeg må være den bedste for at tage medalje. For at vinde guld skal jeg være perfekt.

I denne sæson har Johannes Thingnes Bø været et niveau over det perfekte. Overjordisk perfekt. Som en alien.

Du kan følge herrernes sprint lørdag eftermiddag fra kl 16.15 på TV 2 Play og TV 2 SPORT.