Dansk skiløber slår verdensmester i styrtløb

16x9
Christoffer Faarup blev nummer to ved de norske mesterskaber i styrtløb. Foto: Francois Xavier Marit / Ritzau Scanpix

Den alpine skiløber Christoffer Faarup leverer store resultater ved de norske mesterskaber.

Christoffer Faarup er dansk, men i denne uge leverer den alpine skiløber flotte resultater ved de norske mesterskaber, der afholdes i Hemsedal.

Onsdag blev skiløberen fra Hobro Skiklub først nummer to i styrtløb, og efterfølgende vandt han et andet styrtløb, der talte som en del af konkurrencen i alpin kombination.

Han sluttede torsdag på en samlet andenplads i kombinationskonkurrencen.

I det første styrtløb tabte han til Adrian Smiseth Sejersted, men slog han blandt andre Kjetil Jansrud, som i februar vandt VM-guld i Åre i samme disciplin.

- Det blev en dag, hvor tingene lykkedes for mig. Jeg lagde ikke pres på mig selv, og skiløbet fungerede virkelig godt for mig.

- Det var en fornøjelse at passere målstregen og opdage, at mine præstationer blev belønnet med en sølv- og en guldmedalje, sagde han i en pressemeddelelse efter onsdagens præstation.

Fordi Faarup stiller op for Danmark, registreres hans præstation ikke som en del af kampen om det norske mesterskab.

Men præstationerne skaffer point hos Det Internationale Skiforbund (FIS).

I næste uge skal Faarup efter planen deltage i de alpine danmarksmesterskaber.