Skisport

Shiffrin går på sommerferie med økonomisk rekord

Mikaela Shiffrin vandt over en million schweizerfranc i den forgangne sæson. Det er rekord.

Skiløberen Mikaela Shiffrins fantastiske sæson afspejles på hendes bankkonto. Amerikaneren er noteret for en økonomisk rekord i denne sæson.

Mikaela Shiffrin er for andet år i træk den skiløber, der har vundet flest præmiepenge – men for første gang har hun rundet en million schweizerfranc.

Det er aldrig sket før, skriver det internationale skisportsforbund, FIS, i en pressemeddelelse.

I den forgangne sæson har amerikaneren indkasseret 1.000.386 schweizerfranc for sine præstationer. Det svarer til 6,55 millioner danske kroner.

Pengene kommer hovedsageligt fra Shiffrins 17 sejrer i World Cuppen, hvilket er rekord i én sæson. Det har præmieret hende med 886.386 schweizerfranc. De sidste 114.000 schweizerfranc kommer fra hendes VM-guld i Super G og bronzemedaljen i storslalom.

- Jeg er ekstremt stolt over at være en del af sport, hvor præmiepengene er ens for mænd og kvinder. Det er fedt, fordi det måske vil inspirere yngre generationer til at blive en del af den sport, jeg elsker så højt. Som jeg ser det, betyder de ens præmiepenge, at der er en lige interesse for at se både mænd og kvinder løbe alpint skiløb, siger Mikaela Shiffrin til FIS’ hjemmeside.

Hos herrerne blev Marcel Hirscher den skiløber, der vandt flest præmiepenge i sæsonen 2018/2019. Han indkasserede 565.111 schweizerfranc – 3,7 millioner danske kroner.