Skisport

Ny VM-ændring kan give problemer: - Vi skal være forsigtige, siger norsk stjerne

Små grangrene er blevet erstattet af blå plastikstykker på opløbsstrækningen ved VM i Antholz. Det kan give problemer, spår de norske stjerner.

Du kan se VM i skiskydning på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Norske Johannes Thingnes Bø var på vej til at sikre Norge en sikker sejr ved mixed stafetten torsdag ved VM.

Men da han tog det sidste sving ind på opløbsstrækningen, var han tæt på at vælte. Hans venstre ski blev fanget i en af de blå plastikspidser, der deler opløbet op, og han nåede kun lige akkurat at redde den.

Dermed kunne han køre jublende over stregen, hvorefter han blev omfavnet af sine landsmænd.

Normalt plejer det at være små grangrene, der er sat i jorden. De er tilpas bløde nok til, at løberne bare kan køre over dem.

Men da plastikspidserne er noget hårdere, var det tæt på at koste for nordmanden. Johannes Thingnes Bø erkender da også, at de skal være opmærksomme på det i de kommende løb.

- Det er noget, vi skal være obs på ved andre løb. Når du kommer ind, skal du prøve ikke at komme imellem dem, fordi markørerne er stærke, siger Johannes Thingnes Bø til norske VG.

- Vi kan pløje grangrenene ned, men plastikspidserne er nærmest som portene i slalom. Vi skal være forsigtige. Jeg havde styr på det, men hvis man kommer med fuld fart, og der er kamp om tingene, kan der godt ske noget.

Norske Tarjei Bø erkender også, at det kan ende med at få stor betrydning i andre løb, hvis man ikke er opmærksom på, at man ikke skal ramme spidserne.

- Måske er vi nødt til at give en lille feedback der. Det er den sidste ting, der skal ske, hvis du prøver at vinde en medalje. Heldigvis havde Johannes et godt hul torsdag, og så var han måske mest optaget af at se ud på publikum frem for ned i sneen, siger Tarjei Bø.

Mændenes individuelle VM-sprint skal køres lørdag. Her har Norge Johannes Thingnes Bø, Tarjei Bø, Vetle Sjåstad Christiansen, Johannes Dale og Erlend Bjøntegaard til start.