Skisport

Stjerne raser over VM-guldvinder: - Han fortjener ikke at være her

Russiske Alexander Loginov vandt VM-guld ved skiskydning. Står det til den norske konkurrent Tarjei Bø, fortjener russeren ikke at være til stede.

Han snød alt og alle.

Russiske Alexander Loginov stjal showet ved VM i skiskydning, da han vandt guld i mændenes sprint.

Han var ikke regnet blandt de helt tunge favoritter qua sine svingende resultater denne sæson, men lørdag viste han sig hurtigere i sporet end samtlige af sine modstandere.

Det er dog ikke lykønskninger, som russeren får med på vejen af sine konkurrenter.

- Ham, der vinder guld, tror jeg egentlig, vi bare kan fjerne (fra konkurrencen, red.), lød det kontant fra Tarjei Bø til norske NRK, mens han over for TV 2 Norge tilføjede:

- Jeg var ret glad, da jeg kom mål og så, at jeg ikke sluttede på fjerdepladsen. Derefter kommer en, som jeg selv har en tendens til at udelukke fra resultatlisterne, og det var ham, der endte med at tage guldet. Han fortjener ikke at være her.

Tidligere dømt for doping

Det er det faktum, at russeren tidligere er blevet testet positiv for doping, der får norske Tarjei Bø til at rase.

- Han har taget EPO. Det er det værste, du kan gøre. Det er doping. Han har afsonet sin straf, men jeg synes, det er svært at stå her med en fjerdeplads, når vi, som konkurrerer rent, lider for det.

Tarjei Bø lå nemlig længe til at få bronzemedaljen, inden Loginov passerede målstregen i bedste tid.

Loginov har i denne sæson flere World Cup-placeringer uden for top-ti, end han har inden for top-ti, mens hans 15 World Cup-løb ikke har budt på en eneste guldmedalje.

Johannes Thingnes Bø og Martin Fourcade var ikke just begejstret efter Loginovs VM-guld, men de anerkendte dog sejren. Video: Lars Fink

'Vi er ikke overbegejstrede'

Tarjei Bøs lillebror, Johannes Thingnes Bø, der var storfavorit til at tage guldet, har også svært ved at være glad på russerens vegne.

Han var dog ikke lige så klar i mælet, da han talte med TV 2 SPORT efter sin skuffende femteplads.

- Vi må vel bare lykønske, selv om vi ikke... Der er vel ingen, som er overbegejstrede, siger Johannes Thingnes Bø.

Den russiske guldmedalje falder ovenikøbet på en dag, hvor Rusland er blevet ramt af endnu en dopingskandale.

Ender med medalje på 'mærkelig dag for russisk skiskydning'

Det Internationale Skiskydningsforbund (IBU) har lørdag annulleret de russiske resultater fra Vinter-OL i Sotji i 2014 efter positive dopingprøver.

Det har gjort lørdagens russiske VM-triumf til en svær størrelse.

Er det svært at juble for skiskydningen i dag så?

- Ja, det er lidt specielt. Det mest sandsynlige er, at Rusland mister sit guld fra Sotji, så Norge bliver den bedste nation.

- Og jeg vil skyde på, at Ole Einar Bjørndalen, Emil Hegle Svendsen og jeg får en bronzemedalje. Det er en mærkelig dag for russisk skiskydning, men sådan kan det gå. Så intet nyt, siger Johannes Thingnes Bø til TV 2 SPORT.

Den franske skiskydningslegende Martin Fourcade, der løb med VM-bronze ved lørdagens sprint, kalder også lørdagens omstændigheder for mærkelige.

Et spørgsmål, han dog første ville svare på efter at have talt om sin stolthed ved at vende tilbage til VM-podiet. Franskmanden har nemlig fundet sit flotte niveau frem i denne sæson efter sidste år, hvor der ikke var noget som helst, der gik Fourcades vej.

- Hvis vi taler om omstændighederne, så synes jeg, det er dårlig timing af forbundet at komme med de oplysninger i dag (lørdag, red.). Men sådan er det. Vi kender gamet, siger franskmanden til TV 2 SPORT.

Fourcade havde ved VM i 2017 en batalje med netop Loginov, hvor han tydeligt gav udtryk for, at han ikke mente, russerne burde have lov at stille til start. Den franske stjerne påkørte bevidst sin rival i stafetten for mixed hold, og da russeren efterfølgende nægtede at give Fourcade hånden på podiet, smuttede franskmanden øjeblikkeligt i vrede.

Martin Fourcade vælter russiske Alexandr Loginov, da de skal skifte løbere.

VM i skiskydning foregår i italienske Antholz fra 12. februar til 23. februar, og du kan det hele på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.