Skisport

Komet leverer kæmpe overraskelse - stjæler VM-guld for næsen af stjernen

Emilien Jacquelin startede i sjette position ved mændenes jagtstart i VM i skiskydning, men endte med at overhale alle favoritterne.

VM i skiskydning bød søndag på endnu en stor overraskelse.

Den 24-årige franskmand Emilien Jacquelin besejrede nemlig den norske stjerne Johannes Thingnes Bø på målstregen.

Nordmanden lå ellers lunt i svinget til at vinde sit første VM-guld nogensinde i denne disciplin, men en ung franskmand ville det anderledes.

- Hvor er det vanvittig. Det her er en kæmpe overraskelse, lød det fra TV 2 SPORTs skiskydningsekspert Kristian Wulff under kommenteringen.

Sådan forløb mændenes jagtstart

Lørdag snød russiske Alexander Loginov resten af feltet, da han vandt mændenes sprint ved VM i skiskydning. Et VM-guld, der betød, at russeren startede i pole position ved søndagens jagtstart.

Startpladserne til jagtstarten er nemlig baseret ud fra resultaterne i sprinten.

Sådan startede de seks forreste:

  1. Alexander Loginov, Rusland
  2. Quentin Fillon Maillet, Frankrig: + 7 sekunder
  3. Martin Fourcade, Frankrig: + 20 sekunder
  4. Tarjei Bøe, Norge: + 23 sekunder
  5. Johannes Thingnes Bø, Norge: + 24 sekunder
  6. Emilien Jacquelin, Frankrig: + 30 sekunder

Der gik ikke mange minutter, før de forreste havde fået dannet to grupper. Forrest lå Loginov og Maillet, mens Bø-brødrene og Fourcade dannede forfølgergruppen.

Der blev dog vendt fuldstændig om på tingene ved den første af de fire skydninger.

Maillet missede nemlig fire af sine første fem skud, hvorfor han lige pludselig var nede på 17.-pladsen efter første skydning. Ligeledes gjorde de to nordmænd heller ikke rent bord ved første skydning.

Det betød, at Loginov, Fourcade og Jacquelin sad med de tre podieplaceringer efter første skydning.

Og sådan fortsatte det efter anden skydning. De tre forreste ramte igen alle sine skud.

Johannes Thingnes Bø missede igen et enkelt skud, men på grund af hans høje fart i sporet blev han ved med at presse fronttrioen.

Russiske Loginov cementerede sin dominas ved den tredje, stående skydning. På næsten ingen tid ramte han plet på alle fem skud, og han lignede længe en sikker vinder.

Fourcade, der er dobbelt olympisk mester i denne disciplin, blev noteret for sit første fejlskud, og derfor kunne russeren stikke af.

Jacquelin og Johannes Bø gjorde også rent bord ved tredje skydning, og derfor var der dannet en ny trio i spidsen.

Den førerende russer skulle dog ikke fortsætte med sin fejlfrie præstation.

Loginov fejlede således et skud ved den sidste skydning, og da Jacquelin og Bø igen ramte alle fem skud, lignede det, at guldet skulle fordeles mellem de to.

Og sådan blev det også. Jacquelin og Bø fulgtes hele vejen til målstregen, hvor den unge franskmand i sidste ende viste sig hurtigere end den to år ældre norske stjerne.

Tidligere på søndagen vandt italienske Dorothea Wierer VM-guld i kvindernes jagtstart foran hjemmebanepublikummet.

Dorothea Wierer dominerede kvindernes jagtstart ved VM, der bliver afholdt på italinerens hjemmebane, Antholz-Anterselva, hvor Wierer er vokset op. Video: TV 2 SPORT