Skisport

Russere til angreb på norske brødre efter kommentarer om guldvinder

Hadske kommentarer, stikpiller samt emojis af hundelorte og grise fylder i øjeblikket meget på Tarjei og Johannes Thingnes Bøs Instagram-profiler.

- Ham, der vinder guld, tror jeg egentlig, vi bare kan fjerne. Han fortjener ikke at være her.

Så kontant var meldingen fra Tarjei Bø, efter russiske Alexander Loginov lørdag vandt guld ved mændenes sprint til VM i skiskydning. Det skete samme dag, som Rusland fik frataget medaljer fra Vinter-OL i Sotji i 2014 som følge af positive dopingprøver.

Det kom som en stor overraskelse, at russeren løb med guldet. Og de to norske brødre var ikke just glade på Loginovs vegne. Det bunder i, at russeren tidligere i karrieren blev testet positiv for EPO.

- Vi må vel bare lykønske, selv om vi ikke... Der er vel ingen, som er overbegejstrede, sagde Johannes Thingnes Bø til TV 2 SPORT efter lørdagens sprint.

De norske kommentarer er nu nået hele vejen til Rusland.

Og de russiske skiskydningsfans har ikke taget pænt i mod de negative kommentarer om guldvinderen.

Eksplosion i antallet af kommenaterer

Derfor har de ladt deres vrede gå ud over de de norske stjerner på Instagram. Hos begge brødre er kommentarfelterne fyldt med kommentarere fra russiske brugere.

Et udsnit af kommentarfeltet fra Johannes Thingnes Bøs Instagram.

Det er næsten umuligt at finde en kommentar på Johannes Thingnes Bøs Instagram i øjeblikket, der ikke omhandler dette emne.

Kommentarfeltet er også fyldt med negativt ladet emojis.

- Hykleri. Dine og din broders ord er en fornærmelse for de russiske fans. Det ville være rart med en undskyldning, skriver en bruger på russisk.

- Det, du sagde i et interview med din bror, vil aldrig blive glemt. Efter dette løb viste du dit sande ansigt... Manglende respekt for modstanderen er meget værre end dit nederlag, skriver en anden bruger.

Normalt når hans Instagram-opslag op på et par hundrede kommentarer, men på de seneste to har han fået henholdsvis 1700 og knap 1000, hvoraf størstedelen af kommentarerne er på russisk eller tilsvininger på engelsk.

Og det er ikke kun på Johannes Thingnes Bøs Instagram-profil, at de hadske kommentarer florerer. Også hos storebror Tarjei Bø bliver der skudt med skarpt.

'Vi er altid populære i Rusland'

Det er dog ikke noget, den norske skiskytte tager særlig tungt.

- Vi er altid populære i Rusland. Vi bemærkede, at der var masser af kommentarer på Instagram. Men det er bare rart. Det er trods alt bare en del af gamet. Vi fortsætter med at følge underholdningen, siger Bø til TV 2 Norge.

Flere af brugerne påtaler også den norske langrensløber Therese Johaug.

Hun blev tilbage i 2016 idømt en lang karantæne, da hun blev testet positiv for doping. Hun gjorde comeback i 2018 efter 988 dage væk fra sporet.

Johannes Thingnes Bø og Martin Fourcade var ikke just begejstret efter Loginovs VM-guld, men de anerkendte dog sejren. Video: Lars Fink