Politiet stormer VM-stjernes værelse kort før løb
Alexander Loginov fik sig noget af en overraskelse lørdag morgen, da italiensk politi foretog razzia i hans værelse.
Lørdagens store VM-dag i skiskydning har fået en dramatisk begyndelse.
Her til morgen har politiet i den italienske værtsby, Antholz-Anterselva, foretaget en razzia i den russiske VM-lejr.
Det betød tidlig morgenvækning for den kontroversielle skiskytte Alexander Loginov, der tidligere har været udelukket fra sporten for epo, samt værelseskammerat Yevgeny Garanichev. Det skriver blandt andre russiske R-sports.
Politiet beslaglagde mobiler og computere i aktionen, der ifølge den russiske VM-guldvinder var ret voldsom.
- Yevgeny Garanichev og jeg vågnede klokken seks, da de (politiet, red.) forsøgte at bryde døren op. De tog straks vores rifler, som om vi var farlige kriminelle.
- De bad os om at sidde stille i vores underbukser. De var kun interesseret i mine ting. Jeg bad om en tolk. Det irriterer mig virkelig, siger Loginov ifølge bureauet.
Mistanken er, at hans personlige træner, Aleksander Kasperovich, har fusket med en akkreditering for at smugle ulovlige stoffer ind.
Det internationale skiforbunds uafhængige instans, Biathlon Integrity Unit, støtter aktionen fra de italienske myndigheder. Det meddeler de i et officielt statement.
- Vi er opmærksomme på aktionen. Vi vil tilbyde fuld støtte og assistance til de italienske myndigheder og vil foretage ydereligere handling, hvis det er nødvendigt, for at beskytte sportens integritet, skriver de.
Deltagelse tvivlsom
Begge de russiske skiskyttere er på deltagerlisten til mændenes stafet, der begynder klokken 14.30 og kan ses på TV 2 SPORT X.
Her er Loginovs deltagelse i fare. Det fortæller den russiske sportschef.
- Han er ikke i god tilstand efter dette besøg, og vi ved ikke, om han starter eller ej, siger Anatolii Khovantcev til SVT og fortsætter:
- Det er en meget dårlig situation, og vi kunne have taget en medalje. Nu får vi se.
Omdiskuteret VM-guldvinder
Alexander Loginov deler igen vandene ved dette års VM.
Da den 28-årige russer for en uge siden vandt VM-guld i 10 kilometers sprint, kom det til udtryk igen. Her var den norske skiskytte Tarjei Bø ude med stor kritik af den nyslåede verdensmester.
- Ham, der vinder guld, tror jeg egentlig, vi bare kan fjerne (fra konkurrencen, red.), lød det kontant fra Tarjei Bø til norske NRK sidste lørdag.
Russeren blev testet positiv for doping i 2015 og sad ude i to år. Alligevel er han ikke tilgivet i skiskydningsmiljøet.
- Han har taget epo. Det er det værste, du kan gøre. Det er doping. Han har afsonet sin straf, men jeg synes, det er svært at stå her med en fjerdeplads (til sprinten, red.), når vi, som konkurrerer rent, lider for det, tilføjer Bø.
Fourcade væltede Loginov
Den franske stjerne Martin Fourcade har også tidligere givet udtryk for sin utilfredshed med russeren.
Ved VM i 2017 havde han en batalje med Loginov, der tydeligt gjorde det klart, at han ikke mente, russerne burde have lov at stille til start. Fourcade påkørte således bevidst russeren i stafetten for mixede hold, og da russeren efterfølgende nægtede at give Fourcade hånden på podiet, smuttede franskmanden øjeblikkeligt i vrede.