Skisport

Norsk skistjerne har planlagt sit karrierestop

Selvom Johannes Thingnes Bø kun er 26 år gammel, så har han allerede besluttet sig for, hvornår karrieren skal ende.

Med armene i vejret kunne den norske stjerne lade sig hylde i den finske by Kontiolahti.

En fjerdeplads, i hvad der endte med at blive sæsonens sidste World Cup-løb, var nemlig nok til at sikre Johannes Thingnes Bø den samlede sejr i sæsonen med to point foran konkurrenten Martin Fourcade.

Selvom Thingnes Bø først runder de 27 somre 16. maj, så har han allerede udset sig et godt tidspunkt, hvornår karrieren når sin ende.

- Jeg skal være med til vinter-OL i 2026, og så er det slut. Jeg tror, at årene kommer til at gå hurtigt, da min motivation bare bliver stærkere og stærkere, siger Johannes Thingnes Bø til TV 2 Norge.

- Jeg tror, at OL i Italien (der bliver afholdt i Milano og Cortina d'Ampezzo, red.) bliver et godt sted at sætte punktum. Men det er ikke aktuelt at stoppe før den tid. Det bliver et naturligt tidspunkt, da jeg bliver 33 år.

Den norske stjerne har vundet 47 World Cup-sejre i alt, imens for eksempel 31-årige Martin Fourcade, der stoppede sin karriere efter World Cup-sejren i Kontiolahti, nåede at vinde 83 i sin karriere. Landsmanden og legenden Ole Einar Bjørndalen var 43 år, da han vandt sin seneste VM-medalje i 2017.

Kan han blive bedre, end han er?

Ifølge TV 2 Norge mener flere eksperter i sporten, at nordmanden kunne have været endnu mere suveræn, hvis bare han havde trænet mere.

Dette er han selv ikke helt enig i.

- Folk træner meget, og det er vel kun Therese Johaug, der har fået det maksimale ud af sit potentiale - hun lægger jo hele livet i sin træning.

- Det er jo lidt hypotetisk at tænke på, hvor god jeg kunne være blevet. Det er ikke sikkert, at det er mere træning, der er løsningen. Jeg er meget fokuseret, når jeg træning, og min erfaring er, at når jeg træner meget, så bliver jeg slidt og har måttet tage pauser, siger nordmanden.

Om Johannes Thingnes Bø kunne være endnu mere suveræn er svært at vurdere. Men ved VM i Italien i februar satte han i hvert fald en tyk streg under, at han er Norges og en af verdens for tiden største stjerner inden for skiskydning.

Her kom han nemlig op på seks VM-medaljer, og dermed er han den mest vindende mandlige skiskytte ved VM nogensinde.

Han indledte sin olympiske medaljesamling for to år siden i Pyeongchang, hvor han vandt en guldmedalje og to sølvmedaljer.