Norsk sensation "leger med verdenseliten": - Helt utroligt
23-årige Sturla Holm Lægreid fra Norge sikrede sig sejren i sæsonens første World Cup-afdeling i skiskydning.
- Det er ikke helt gået op for mig, hvad der er sket.
Nej, ikke engang hovedpersonen selv lod til at forstå omfanget af sin sejr i sæsonens første World Cup-afdeling i skiskydning.
Sturla Holm Lægreid hedder han. 23 år gammel. Universitetsstuderende fra Norge. Og indtil lørdag eftermiddag relativt ukendt.
Men det ændrer sig nu. De norske medier er i hvert fald gået i selvsving over sejren, som unge og uprøvede Lægreid snuppede for næsen af Johannes Thingnes Bø, nationens helt store skisportsstjerne, i finske Kontiolahti.
- Det er helt utroligt. Helt vanvittigt! Denne dag er uvirkelig, skreg NRK-kommentator Andreas Stabrun Smith undervejs.
- Sensationen Sturla (23) leger med verdenseliten, konstaterer VG i en overskrift i kursiv.
Men det er ikke kun de norske medier, der går i selvsving. Også den pensionerede, franske stjerne Martin Fourcade hylder den unge nordmands præstation.
- Sturla Lægreid. Hvilken start, skriver han på Twitter.
Sejr i femte World Cup-løb
Sturla Holm Lægreids kørte sit kun femte World Cup-løb i karrieren.
Sidste sæson kæmpede han mest på national plan, men efter sejr i Norge Cuppen og et par hæderlige World Cup-præstationer - med en 10.-plads i netop Kontiolahti som bedste præstation - blev han hevet fast op på landsholdet før denne sæson.
Det fortryder de næppe i den norske lejr.
Lægreids missede ikke et eneste skud undervejs i lørdagens konkurrencen. Derfor blev Johannes Thingnes Bø ene fejlskudt dyrt.
Sturla Holm Lægreids havde 36 sekunders forspring før sidste omgang, og det smed han ikke. I mål efter de 20 kilometer var han 19 sekunder hurtigere end sin landsmand.
- Jeg er superimponeret, lød det fra 27-årige Thingnes Bø efter løbet.
- Det er underligt at blive slået af en, der er yngre end mig, men det måtte komme. Han vinder på en solid måde, erkendte den norske stjerne over for NRK.