- Den modigste mand, jeg nogensinde har mødt, siger træner om sin stjerne
Den norske trænerstab hylder nationens skiskydningsstjerne Johannes Thingnes Bø, der kort inden VM lavede en stor ændring på sit gevær.
Hvis man tænker på skiskydning, tænker man meget naturligt på norske Johannes Thingnes Bø.
Trods sine beskedne 27 år tæller nordmandens CV allerede 3 OL-medaljer, 21 VM-medaljer og utrolige 59 World Cup-sejre.
VM anno 2021 startede ligeledes helt perfekt for Thingnes Bø og resten af det norske team, da de onsdag i suveræn stil vandt mixed stafet på førstedagen ved verdensmesterskaberne.
Optakten for Bø var alt andet end normal, men det er til stor beundring i den norske lejr.
- Han er den modigste mand, jeg nogensinde har mødt. Han turde gøre noget, som ingen andre har gjort før. Nemlig at ændre sit gevær lige inden et verdensmesterskab, siger Norges skudtræner Siegfried Mazet til TV 2 Norge.
Også den tidligere udøver Emil Hegle Svendsen beundrer, hvad Thingnes Bø har gjort.
- Det er meget omfattende. Hvis du spørger mig, der ikke gjorde noget med riflen i ti år, synes jeg, det er meget drastisk. Men det er sejt og ret modigt, at han tør gøre det, siger den tidligere skiskytte i NRK-studiet onsdag.
VM i skiskydning vises direkte på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY fra 10. til 21. februar. Se vores sendeplan her.
Stor ændring på geværet
Ugen inden VM valgte Thingnes Bø at ændre løbet på sit gevær. Og det er altså ikke bare lige noget, man gør.
Løbet er en af de vigtigste dele af våbnet, hvorfor nordmanden fik hjælp af den tidligere skiskytte Vegard Bjørn Gjermundshaug.
- Johannes ønskede at løbet skulle rykkes en smule tilbage, så det ville være nemmere for ham at lade sit gevær. Det betyder, at han kan skyde hurtigere, akkurat som han gjorde i dag (onsdag, red.), da han lavede sin stående skydning, siger han til TV 2 Norge.
Thingnes Bø havde fået den nye del til sit våben speciallavet i Frankrig, og det viste sig altså allerede på førstedagen ved VM at være en stor gevinst for stjernen.
Han lagde fundamentet for en suveræn norsk sejr, da han sammen med Sturla Lægreid, Tiril Eckhoff og Marte Røiseland løb fra de andre nationer i stafetten.
Mere end godkendt debut
Personligt var hovedpersonen også yderst tilfreds med resultatet.
- Trods det helt nye løb på geværet har jeg aldrig tænkt mindre på skudteknikken, end jeg gjorde onsdag. Så jeg er meget lettet efter den her ændring. Debuten var meget mere end godkendt, siger Bø efter den første VM-guldmedalje i år.
Thingnes Bø og resten af de mandlige profiler skal i aktion igen fredag, hvor mændenes ti kilometer sprint skal afvikles.
Programmet for VM i Pokljuka
- 12. februar: Sprint (herrer)
- 13. februar: Sprint (kvinder)
- 14. februar: Jagtstart (herrer)
- 14: februar: Jagtstart (kvinder)
- 16. februar: Individuelt (kvinder)
- 17. februar: Individuelt (herrer)
- 18. februar: Single mixed stafet (herrer og kvinder)
- 20. februar: Stafet (kvinder)
- 20. februar: Stafet (herrer)
- 21. februar: Fællesstart (kvinder)
- 21. februar: Fællesstart (herrer)
Hvis du stadig sidder og er i tvivl om de forskellige discipliner, der venter ved VM, så kan du blive meget klogere herunder: