Skisport

Aftenen før triumf var VM-guldvinder så bange, at hun næsten græd

Skiskytten Tiril Eckhoff var i følelsernes vold, før hun tog personlig revanche med en guldmedalje ved VM.

Tiril Echkhoff var meget berørt, da hun stod øverst på VM-podiet lørdag eftermiddag som suveræn vinder af kvindernes sprint.

For triumfen var meget mere end 'bare' VM-guld for nordmanden, der har været forfulgt af sine egne tanker, siden hun ved VM sidste år skuffede fælt i samme disciplin og sluttede på en chokerende 59.-plads.

Faktisk var hun så nervøs for at gentage skuffelsen i år, at nervøse tårer pressede sig på fredag aften. Det siger hendes træner Sverre Waaler Kaas.

- Hun har haft en lille pause fra konkurrencer, og hun har haft nogle tanker om det, der skete sidste år.

- Hun sad og var stresset i går (fredag, red.). Hun begyndte næsten af græde, fordi hun var bange for, at der ville ske det samme som sidste år, fortæller han til NRK.

I 2020 missede Eckhoff seks af ti skud, men i år leverede hun ti pletskud, og da hun samtidig var blandt de hurtigste i sporet, vandt hun guld 12 sekunder foran franske Anaïs Chevalier-Bouchet.

Fem års tørke er slut

Det er samtidig første gang i fem år, at 30-årige Tiril Eckhoff vinder en individuel VM-guldmedalje.

Sidst det lykkedes var på hjemmebane i Norge i 2016, hvor hun også var hurtigst i sprint-disciplinen.

Derfor var lørdagens VM-guld faktisk et forløsende punktum for flere års modvind for hovedpersonen selv.

- Jeg har måtte høre på, at jeg ikke er god i mesterskaber, og nu modbeviser jeg det. Det er fem år siden sidst.

- I dag er det dejligt at kunne sige, at jeg er mentalt stærk. Endelig kan jeg klappe mig selv på skulderen og sige "godt arbejde, Tiril," siger hun.

Tiril Eckhoff har i alt vundet otte VM-guldmedaljer og en enkelt ved OL. De to i VM-sprint er de eneste af individuel karat.