Skisport

Norsk debutant blev VM-konge med nyt guld

Sturla Holm Lægreid vandt herrernes fællesstart og dermed sin anden individuelle guldmedalje ved VM.

Inden VM i skiskydning var alles øjne rettet mod stjernen Johannes Thingnes Bø, men det blev en anden nordmand, som sluttede som VM's konge.

Sturla Holm Lægreid triumferede i herrernes fællesstart søndag, hvilket var hans anden individuelle guldmedalje ved mesterskabet i slovenske Pokljuka. I alt hentede VM-debutanten fire medaljer i seks konkurrencer - alle af guld.

Det blev også til norsk sølv i fællesstarten. Johannes Dale skød fejlfrit i den sidste skydning og leverede en sublim slutspurt. Det samme gjorde franske Quentin Fillon Maillet, der vandt bronze.

Top-5

  1. Sturla Holm Lægreid (Norge) 36.27,2 (1 fejlskud)
  2. Johannes Dale (Norge) +10,2 (2 fejlskud)
  3. Quentin Fillon Maillet (Frankrig) +12,8 (2 fejlskud)
  4. Simon Eder (Østrig) +23,1 (1 fejlskud)
  5. Jakov Fak (Slovenien) +30,0 (1 fejlskud)

Suveræne Sturla og slovensk nedtur

Sturla Holm Lægreid, Simon Eder fra Østrig og det slovenske hjemmebanehåb Jakov Fak udgjorde top-3, da fjerde og afgørende skydning skulle afvikles.

Inden da havde ingen af de tre haft et fejlskud.

Lægreid skød hurtig, men missede også ét skud. Eder missede også et enkelt skud, og så kunne Fak, hvis han kunne ramme alle fem faldmål, komme på guldkurs. Men også han missede ét skud.

Derfor var 23-årige Lægreid stadig i front, da han kom ud fra strafrunden, og den føring satte han ikke over styr.

For Eder og Fak betød det ene fejlskud derimod, at de nu blev hårdt presset af Quentin Fillon Maillet fra Frankrig og norske Johannes Dale. Både Fillon Maillet og Dale skød fejlfrit i den sidste skydning, og de kørte ud fra standpladsen henholdsvis 10 og 17 sekunder efter Eder, der var 2 sekunder efter Fak.

Godt en kilometer senere havde Fillon Maillet og Dale fået kontakt med Eder og Fak, og de gik også forbi dem. Fak blev sat, mens Eder hægtede sig på.

Dale tog sølv med godt ryk

Det holdt næsten en kilometer, indtil Johannes Dale skruede op for tempoet med omkring en halv kilometer til mål. Nordmanden fik det ønskede hul til Fillon Maillet, der også fik mere luft til Simon Eder.

Dermed blev det norsk guld og sølv og fransk bronze i VM's sidste konkurrence.

Næste turnering for skiskytterne er World Cup-afdelingen i Nove Mesto i Tjekkiet i den første uge af marts.