Skisport

- Stor fejl af arrangørerne, siger ekspert om væltet lysmast

To timer før sprinten ved World Cuppen i skydning i Nove Mesto væltede en lysmast og var tæt på at ramme en servicemand.

Det var tæt på at få store konsekvenser, da en lysmast væltede ved World Cuppen i skiskydning fredag.

Det skete bare få timer inden, skiskytterne skulle i aktion ved sprinten i tjekkiske Nove Mesto. Der var dog stadig folk på løjpen, selvom løbet ikke var skudt i gang, da der var flere servicefolk på pisten.

En af disse var tæt på at få masten i hovedet, og det kunne have fået fatale konsekvenser.

- Det er en stor fejl af arrangørerne, og det kunne være gået helt galt. Det kunne have kostet menneskeliv. Havde personen været der et sekund senere, havde han fået den lige i hovedet, siger Ole Lunde, der er ekspert for NRK.

Hver nation har nogle servicefolk med, der tester skiene og løjpen inden hvert løb, og det var en de folk, der var tæt på at blive ramt.

Du kan se skiskydning på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Det ser rigtig grimt ud. Det var et held, at der ikke var nogen under den

Marte Olsbu Røiseland

Har øget sikkerheden

Efter episoden var arrangørerne og folk fra den internationale skiskydningsunion, IBU, hurtigt på plads. Alle projektørerne blev sikret yderligere, og løbet startede derfor som planlagt.

IBU beklager hændelsen og forklarer, at alt nu er kontrolleret tre gange, så det ikke sker igen.

- Efter stærk vind blev masterne kontrolleret, og de var ok. Men det ser ud til, at sneen omkring masten smeltede, og det fik den til at bevæge sig og vælte. Det skal selvfølgelig ikke ske, og heldigvis blev ingen såret. Vi har nu truffet yderligere sikkerhedsforanstaltninger, skriver IBU's kommunikationschef, Christian Winkler, i en e-mail til NRK.

- Det ser rigtig grimt ud

Heldigvis var der ingen, der kom til skade. Det priser to af de norske skiskytter sig lykkelig for.

- Det ser rigtig grimt ud. Det var et held, at der ikke var nogen under den. Det er oprørende at se disse billeder, og det skal ikke ske, sagde Marte Olsbu Røiseland, imens landsmanden Karoline Knotten er enig:

- Det kunne have været livstruende at få den i hovedet. Det var i det mindste godt, at det skete før starten og ikke under løbet.

Da lysmasten blev fikset, fik den ikke indflydelse på selve sprintkonkurrencen fredag. Her var Tiril Eckhoff ganske suveræn, selvom hun havde en misser.

Tyske Denise Hermann blev nummer to, imens Dorothea Wierer fra Italien tog en tredjeplads.