Skisport

World Cup blev afgjort med en 'lang pegefinger'

Der var stor dramatik, da kvindernes skicross-finale i Sunny Valley skulle afgøres på målfoto.

Det kunne ikke ses med det blotte øje, da schweizeren Fanny Schmidt tog sin fjerde World Cup-sejr i skicross på pisten i det russiske skiresort Sunny Valley.

Det blev nemlig en yderst tæt duel om sejren mellem de to favoritter, schweiziske Fanny Smith og svenske Sandra Näslund. Faktisk så snært at der kun var en halv finger til forskel.

- Hvor var det tæt. Det er noget af det tætteste, jeg nogensinde har set i skicross, lød det begejstret fra den begejstrede skisportsekspert Nikolaj Vang efter målfotoafgørelsen.

Det stod allerede klart efter få meter af finaleløbet, at de to skulle afgøre sejren i mellem sig, da de fik skabt et hul til de øvrige finalister.

Svenskeren var i front det meste af løbet, men da Schmidt indhentede hende lige inden målstregen, skulle der altså et målfoto til for at udråbe en vinder.

Et målfoto, der også fik TV 2 SPORTs kommentatorer til at hæve stemmerne:

- Nej, nej, nej. Det er Fanny Schmidt med en centimeter eller noget, der ligner det.

- Det tror vi i hvert fald. Lad os se, hvad de siger.

- Det er en lang pegefinger, der kommer til at afgøre det i dag.

Sprang ind over målstregen

Den vurdering viste sig god nok.

I sæsonens tætteste afgørelse var en lang pegefinger altså til Fanny Schmidts fordel, og hun kunne dermed juble over en ny World Cup-sejr og intet mindre end en guldkrone, som helt eksklusivt følger med sejren i Sunny Valley.

- Jeg sprang ind over målstregen, må man sige, sagde Fanny Schmidt smågrinende i vinderinterviewet, efter hun lige havde ømmet sig en smule efter sit spring på målstregen.

- Jeg er okay. Jeg slog bare mit hoved rimelig hårdt. Så det er det eneste.

Allerede inden lørdagens finale stod det klart, at Fanny Schmidt også ender som samlet vinder af årets World Cup.

Hun er desuden historiens mest vindende i skicross.