Skisport

OL-guldvinder i grusomt styrt efter 99 meter i luften

Daniel André Tandes tilstand er stabil, efter han i høj fart hamrede mod jorden under et fejlslagent skihop.

Vi advarer mod stærke billeder i bunden af artiklen.

Den norske skihopper Daniel André Tande kom meget galt afsted torsdag eftermiddag.

Under et prøvehop fra den store bakke ved World Cup-afdelingen i Planica i Slovenien kom Tande ud af kurs, så han ramte jorden hårdt med overkroppen først efter 99 meter i luften.

Herfra tumlede nordmanden videre ned ad bakken uden ski på, hvorefter lægehjælpen hurtigt kom til undsætning med iltapparat og båre, da skihopperen til sidst lå stille.

Torsdag aften har den norske lejr uddybet skadens omfang over for nyhedsbureauet NTB:

- Kravebenet er brækket, og der er noget med lungerne, som vi ikke helt ved, hvad er endnu. Han ligger i kunstig koma og skal vækkes igen om 24 timer.

- De har tjekket nakken og hovedet, og det er i orden, siger landstræner Alexander Stöckl.

"Det ultimative mareridt"

Allerede da episoden udspillede sig, var der stor bekymring hos NRKs ekspert i skihop, Johann Remen Evensen, i det norske TV-studie.

- Dette er det ultimative mareridt for en udøver i den allerstørste bakke, du kan hoppe i.

- Med over 100 kilometer i timen får du luft under venstre ski, så den forsvinder, og så har du ingenting at tage fra med, sagde Johann Remem Evensen.

Fløjet til hospital med helikopter

Nordmanden blev omgående fragtet til nærmeste hospital, hvorefter den internationale skiunion (FIS) kunne bringe godt nyt.

- Daniel André Tandes tilstand er stabil efter styrtet. Han er blevet fragtet til Ljubljana Medical Center via helikopter, skriver FIS på Twitter.

Styrtet skete i den sidste prøveomgang før World Cup-finalen.

Den 27-årige skihopper er en rutineret herre, der var med til at vinde OL-guld i 2018. Han har også en individuel VM-guldmedalje samt yderligere tre i holddiscipliner.

Daniel André Tande lå nummer 11 i den samlede World Cup før denne uges finaleafdeling.