Japansk stjerne kiksede unik mulighed
Ryoyu Kobayashi blev samlet vinder af firebakketurneringen, men missede en historisk milepæl.
Ryoyu Kobayashi var på vej mod at skrive skihophistorie torsdag aften, men missionen glippede på målstregen.
Den japanske stjerne kunne blive den første til to gange at vinde alle fire afdelinger af den traditionsrige firebakketurnering i samme sæson.
Han formåede dog ikke at holde samme niveau, som han gjorde i de tre første afdelinger, og sejren i den sidste afdeling i Bischofshofen gik i stedet til østrigske Daniel Huber.
Ryoyu Kobayashi kan dog glæde sig over, at han er samlet vinder af årets udgave af firebakketurneringen. Han kan nu prale af to samlede sejre. Den første kom i 2019.
Nordmændene Marius Lindvik og Halvor Egner Granerud snuppede anden- og tredjepladsen i den samlede stilling.
Den eneste, der for alvor kunne true Kobayashi i kampen om den samlede sejr, var netop Lindvik, men japaneren havde et stort forspring inden finaledagen.
Marius Lindvik startede dagen med 17,9 point op til Kobayashi, og det blev kun værre efter torsdagens første runde.
Her hoppede Lindvik noget kortere end konkurrenterne og tabte 16 point i forhold til Kobayashi, som dog heller ikke havde nogen god første runde.
Karl Geiger var bedst af alle efter første runde, mens Kobayashi måtte tage til takke med en femteplads, hvor han havde 6,8 point færre end Geiger.
I finalerunden hoppede Kobayashi 133,5 meter, og det var ikke nok til sejr. Karl Geiger missede også, da det gjaldt, og han blev overhalet af Daniel Huber til allersidst.
Østrigeren hoppede 136,5 meter, og det gav ham sejren.