Norge stikker til Sverige: - Lykkes det ikke, må der rulle hoveder
Det norske langrendshold er hårdt ramt af afbud, og derfor har de overvejet en noget alternativ løsning.
Drillerierne mellem Norge og Sverige vil ingen ende tage.
Under vinter-OL har de to traditionsrige vintersportsnationer stukket til hinanden flere gange, og nu er den gal igen. Lørdag skal begge lande i aktion i kvindernes stafet i langrend, og det har Norge udnyttet til at flytte presset over på Sverige.
Den norske langrendschef Espen Bjervig har faktisk allerede kåret en vinder.
- Sverige bliver giftige, så tillykke med OL-guldet! Hvis ikke Anders Byström vinder det her, må der rulle hovedet i Sverige, siger Bjervig til Expressen med henvisning til den svenske chef inden for langrend.
Ifølge flere bookmakere bliver det dog ikke helt så let. De spår tæt kamp mellem Sverige, Rusland og Finland. Norge regnes som en underdog.
Et svækket hold
Det gør de blandt andet, fordi det norske hold er stærkt decimeret. Flere af deres profiler er ikke med.
Selvom kommentaren fra Espen Bjervig mest er ment i sjov, erkender den svenske lejr, at det virker.
Du er måske ikke overrasket over, at Norge vil lægge pres på jer?
- Nej, det er de ret gode til. Det er måske mit hoved, der kommer til at rulle, lyder det med et smil fra Magnus Ingesson.
Han er kvindernes langrendstræner i Sverige.
Har overvejet særlig løsning
Tilbage til det svækkede norske hold. For det har givet seriøse overvejelser hos Espen Bjervig og resten af den norske delegation.
Løbende har de diskuteret muligheden for at føje Tiril Eckhoff til langrendsholdet. Det er højst usædvanligt, da hun er skiskytte.
- Taget situationen i betragtning må jeg erkende, at vi seriøst har overvejet, om det er relevant at kigge på skiskytterne, siger Ole Morten Iversen, der er træner for langrendskvinderne i Norge, til Expressen.
Den norske lejr har siden afvist, at det kommer til at ske.
Selvom Norge er presset inden lørdagens disciplin, er nordmændene særdeles godt med i medaljekampen, som de faktisk fører i skrivende stund:
Medaljeoversigten
- Norge: 6 guld, 3 sølv, 5 bronze
- Tyskland: 6 guld, 3 sølv, 0 bronze
- Sverige: 5 guld, 2 sølv og 2 bronze
- Østrig: 4 guld, 6 sølv, 4 bronze
- USA: 4 guld, 5 sølv, 1 bronze
Se vinter-OL på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY. Sendeplanen for hele vinter-OL finder du her