Vinter-OL

Russisk OL-guldvinder forfremmet i Putins hær

25-årige Alexander Bolshunov er på baggrund af sine OL-præstationer blevet forfremmet i Vladimir Putins egen hær.

Se vinter-OL på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

25-årige Alexander Bolshunov er professionel langrendsløber.

Og så er han en del af Ruslands nationalgarde, som er direkte underlagt den russiske præsident, Vladimir Putin.

Efter sin guldmedalje i 30 kilometers langrend og sølvmedalje på 15-kilometeren er Bolshunov nu blevet forfremmet til kaptajn.

Det skriver Nationalgarden på sin hjemmeside.

Også sølvvinderen på 30-kilometeren, Denis Spitsov, er blevet forfremmet.

- Under hensyntagen til den store atletiske præstation opnået af soldaterne fra Nationalgardens tropper, seniorløjtnanterne A. Bolshunov og D. Spitsov, som gjorde det muligt for Rusland at levere verdenslederskab inden for skiløb, blev den næste militære rang af "kaptajn" tildelt til dem før tidsplanen, skriver de på hjemmesiden.

"De bedste på planeten"

Nationalgarden er ikke en del af de almindelige militærstyrker, men direkte underlagt præsident Putin, der grundlagde den i 2016. Den tæller op mod 350.000 soldater.

Nationalgardens general, Viktor Zolotov, udtaler "at de, som de bedste på planeten i deres sport, tjener som rollemodeller for soldaterne og ansatte i den russiske garde".

Alexander Bolshunov har udover de to nyligt vundne medaljer i Beijing yderligere fire OL-medaljer vundet i 2018 - tre af sølv, én af bronze.

Fik kritisk spørgsmål om doping

Bolshunovs guldmedalje trak ikke kun overskrifter på grund af den overlegne præstation, hvor han havde over et minut ned til landsmanden Spitsov.

På pressemødet efterfølgende svarede han indledningsvis på helt normale spørgsmål, hvorefter mikrofonen blev givet videre til en journalist, der vovede pelsen og ville høre, om man havde grund til at rette mistanke mod Bolshunov, når man tog udklasseringen af konkurrenterne og det tidligere statsstyrede russiske dopingprogram in mente.

Ifølge Aftonbladet og Reuters svarede langrendsløberen prompte igen:

- Man bliver ikke bare olympisk mester ud af det blå. I løbet af de seneste år har jeg bevist min styrke i hvert eneste løb. Når jeg hører, du hentyder til doping, kaster jeg op. Det er rene atleter, der løbende bliver testet, der er til stede her ved OL. Og vi bliver dopingtestet nærmest hver eneste dag, svarede Bolshunov.

Søndag skal Bolshunov i aktion for sidste gang til dette OL, hvor det gælder 4 x 10 km stafet.