Vinter-OL

Norsk stjerne fortæller hemmeligheden bag sin succes

Efter sin tredje guldmedalje til legene i Kina var den norske skiskytte Marte Olsbu Røiseland både glad og velreflekteret.

Fire konkurrencer, fire medaljer.

Tre af guld, en enkelt af bronze.

Den norske skiskytte Marte Olsbu Røiseland har domineret i den kinesiske sne.

I en alder af 31 år er hun bedre end nogensinde før. Det skyldes først og fremmest mange års træning og virkelig hårdt arbejde, fortæller Røiseland til TV 2 SPORT.

- I år bliver jeg 32. Det er lidt sådan i idræt, at ofte bliver man lidt bedre, jo ældre man bliver, fordi man får mere erfaring, og hvad skal man sige… et nyt perspektiv på livet, siger skiskytten.

Arbejdet med mentaltræner

Det hårde arbejde og de mange års træning er selvfølgelig enormt vigtig, men det er ikke hemmeligheden bag. Det er Røiselands arbejde med en mentaltræner.

- Vi har arbejdet med at være i nuet, være til stede og udføre min opgave så godt som muligt, siger hun og fortsætter:

- Det fik jeg virkelig brug for i dag. I dag fokuserede jeg kun på mig selv og tænkte ikke et sekund på dem bag mig. Jeg så kun frem, og det hjalp mig, siger Røiseland.

Sulten efter mere - lige om lidt

Søndag vandt hun sin tredje guldmedalje i disciplinen jagtstart.

Tidligere har Røiseland også vundet guld i sprint og i den blandede stafet, mens det blev til bronze i 15 km individuel.

Men Marte er ikke mæt endnu.

- Lige nu nyder jeg øjeblikket. Men jeg er inde i et godt flow, og selvfølgelig har jeg lyst til at fortsætte. OL er ikke slut endnu.

Marte Olsbu Røiseland skal i aktion for sidste gang ved legene i Kina, når hun den 19. februar stiller op til kvinderenes 12,5 km massestart.

Se vinter-OL på TV 2, TV 2 SPORT, TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.